Maden (og vinen) på Bar el Acebuchal

er værd at køre efter, og der er en stille næsten andægtig stemning over området, der krydres med salige dufte fra vildtgryder og friskbagt brød.

Historiske vingesus lander sagte, men mærkbare i middagsheden og den stillestående luft. Og pludselig opdager jeg at Antonio, ja, den Antonio (Nej, ikke Banderas), men Antonia ’El Zumba’ sidder der i levende live ved nabobordet. Den mand, der som barn oplevede rædslerne fra Francos regime og måtte flygte fra byen med sin familie og senere valgte at vende tilbage og genopbygge byen med hjælp fra familie og venner. Det er en stor ære at få lov at hilse på ham. Han og hans familie driver stedet i dag.

Og denne gang får vi lov at besøge hans lille forretning, der holder sporadisk åbent. Den åbner typisk kort efter at han har charmeret nok især de kvindelige gæster (han har styr på marketingsbegreberne og er klar over at konsument og disponent oftest = mama). I den lille butik, ikke meget større end baglokalet i en mellemstor boghandel, er der maurisk inspirerede bordskånere, smånips, spanske souvenir og gudskelov også sød vin, manchegooste og hjortechorizo, som vi forsyner os med.

Sikke en dejlig dag.😀

En anden dag vi kørte på bjergtur -

- lidt ud i det blå - fik jeg øje på et skilt som viste vej til ’Virgin del Bodijar ’. Jeg er meget tiltrukket af bjergkapeller, kirker og hellige steder, og så gjorde det jo ikke noget at det lød lidt som ’Den hellige bodega’. Måske var man heldig, at der oveni i et kulturelt indslag, var et lille ølhul. Min tro væbner og chauffør satte kursen. Og op gik det af stejle, smalle bjergveje uden vigepladser. Jeg tror seriøst jeg holdt vejret i 4 minutter. Og kunne vi have vendt om, havde vi gjort det.

Da vi endelig nåede frem, viste det sig at være et slags kapel dedikeret den hellige jomfru af Bodijar. Hun er skytshelgen for intet mindre end nytårsaften, der regnes for den vigtigste helligdag i området.

Legenden fortæller at hun omkring 1700-tallet viste sig for en hyrde, der manglede den ene arm. Han blev mirakuløst helbredt, og han udviste sin taknemmelighed ved at bygge præcis det kapel, vi kom frem til. Sikkert først efter at have vinket ivrigt til hende med sin nye arm. (Det nævner historien dog intet om).

Kapellet var lukket, så vi kunne ikke komme ind, og hun kunne ikke komme ud den dag, for hun var åbenbart slet ikke der men nede i landsbykirken. Desuden kommer hun kun ud i forbindelse med bestemte ceremonier.

Der får den så max gas med vinsmagning og lækre egnsretter, parader og fyrværkeri, mens de feststemte landsbyboere fra Jete bærer rundt på hende på en bærestang. Fra kirken til kapellet og tilbage igen. Jeg har set hende på billeder nu. Hun er meget smuk og burde komme ud lidt oftere.

Ellers bestod ferien mest af solbadning -

og af at læse bøger og løse kryds og tværs. Til sidst lykkes det at komme så langt ned i gear at min største bekymring var, om jeg mon havde bøger nok med.

ENDELIG noget om bøger, tænker du og sidder sikkert på pinde for at få at vide om jeg så havde bøger nok med. Tak fordi du spørger, men svaret er både ja og nej. De fleste af bøgerne var faktisk gode (især de to jeg selv har skrevet, hæhæ).

Men jeg blev ved med læse det forkerte i forhold til hvad jeg havde lyst til. Jeg kom for eksempel til at læse en meget ’lyserød’ bog med sukkersød handling, og jeg havde i virkeligheden meget mere lyst til action eller gakket humor, så der skete det, at jeg begyndte at kede mig bravt og grinede de helt forkerte steder. Læseoplevelsen blev kort sagt ikke rigtig god.

Morale og muligvis nyt ordsprog: Man skal ikke spise chokolade med hindbærfyld når man har lyst til tacos med jalepeños.

Belært af dette, har jeg udarbejdet en lille vejledning til brug for min næste læseoplevelse, og du får lov at kigge med.  

Læsevejledning ...

Hvis jeg har lyst til action og humor – snupper jeg en af Harlan Cobens krimier. 

Hvis det er  lysten  til gys eller thriller, der trækker, læser jeg 'Poppy' af Kristine Getz.

og næste gang jeg har lyst til klassisk dansk krimi med kvindelig opklarer (med tung fortid) tager jeg fat i Katrine Engbergs 'Det brændende blad'.

Hvis det skal være mere eftertænksomt, har jeg følgende titler i kikkerten:

'Annas sang' af Benjamin Koppel, en historisk roman. Vi er i 1930’ernes København. Hannah vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre, og da hun bliver optaget på konservatoriet og forelsker sig i den unge idealist Aksel, er friheden og lykken inden for rækkevidde. Men snart stilles hun overfor et svært dilemma. Annas sang er en dramatisk og medrivende fortælling om pligtens pris, ensomhed og krig, men også om ukueligt livsmod og altovervindende kærlighed. Bogen, der er Benjamin Koppels første roman, er inspireret af sande historier.

Næste gang jeg har lyst til en roman med smuk forside, smuk titel og en fortælling, der foregår i mellemøstlig kultur (og den lyst har jeg ind imellem) tager jeg 'Så længe Citrontræerne gror' af Zoulfa Katouh. Før krigen brød ud i Syrien, levede Salama et helt almindeligt ungdomsliv i Homs. Nu er alt forandret. Salama arbejder som frivillig på et hospital, hvor hun hjælper de mange sårede, der dagligt strømmer ind. Hun har mistet det meste af sin familie. Det eneste hun har tilbage er sin bedste veninde og svigerinde, Layla, der er højgravid, og Salama er i hemmelighed i gang med at planlægge deres flugt, men så møder hun Kenan, der vil blive i landet, og Salama må vælge mellem kærligheden eller udsigten til tryghed i et nyt land.

Og hvis jeg har brug for en anden vigtig fortælling, læser jeg Linn Ullmans 'Pige 1983'. Jeg tror at mange kvinder fra den tid kan spejle sig i hendes historie (tænker ikke så meget i metoo, men mere tidsånden/kulturen/værdierne/selvopfattelsen -  ja,  måden at være kvinde på).

Pige, 1983 udspiller sig i Oslo, New York og Paris og er en genreoverskridende og besættende rejse gennem lag af minder og glemsel. Den norske forfatter Linn Ullmann udforsker på ny hukommelsens digteriske kraft i forsøget på at fortælle om det allerhemmeligste. Hun trækker linjer frem og tilbage i livsforløbet, linjer som også rækker helt tilbage til den vildfarne sekstenårige pige. En rå, nøgen og til tider brutal fortælling om magt og afmagt, lyst og skam, skønhed og glemsel.

Og næste gang jeg har lyst til en skæv/sjov historie

med et drys vanvid eller små glimt i øjet, vil jeg  læse 'Georg-komplekset' af Kirsten Hammann. Georg var engang en succesrig forfatter, som solgte bøger i massevis. Nu er han bare en midaldrende mand i skrivekrise. Men det er ikke engang det værste. Det værste er, at hans kone er begyndt at skrive en roman, og den er blevet antaget på et stort forlag, der garanterer, at den bliver en kæmpe bestseller. Georg går i panik, og i sin desperation beslutter han sig for: 1. at sabotere sin kones bog 2. at skrive en bestseller før sin kone, om han så skal plagiere sig til det.

Jeg har tidligere haft fornøjelse af Hammans ’Se på mig’ som havde en række skønne groteske scener, som jeg nød 😊 og jeg håber der er mere af slagsen i Georg-komplekset. Men nu må vi se. 

Jeg har også forventning til at 'En tilfældig nordmand' af Lars Saabye Christensen byder på smil og grin. Gordon Mo arbejder i Landbrugsministeriet og er en grå kontormand. Men den dag da chefen vil fejre hans 30-års jubilæum med kage, bliver det indre pres for stort. Gordon Mo koger over … Næste dag arbejder han ikke længere i ministeriet. Men i modsætning til de fleste 60-årige embedsmænd, der bliver fyret, er Gordon Mo ikke overflødig: Der er nogen der godt kan bruge en mand, der koger over. Sådan begynder Gordon Mos rejse, i første omgang til en klinik i USA, der skal hjælpe ham på benene igen. Der møder han nattevagten Bare Mig, der kommer til at spille en afgørende rolle i den videre historie. 

Det var alt for denne gang

Ønsker dig og dine det smukkeste efterår med skønne skovture, varm kakao og masser af gode læseoplevelser.

Tak fordi du læste med 😊

Nå, men hvordan flyver man så en ugle, spørger du.

Jo, efter grundig instruktion stiller man sig med siden til målet, typisk en stolpe eller gren, som uglen skal flyve hen på. Uglen der sidder på underarmen, skal have frit udsyn og plads til at flyve.

Uglen har aflange øjeæbler og dens syn funker præcis som når mennesker glor gennem kikkert. Derfor skal man ’indstille’ uglen og sikre sig, at den både er i højde og linje med målet. Man laver så en giv-agt bevægelse med armen, uglen stiller skarpt og letter i det øjeblik, man vipper armen. Hvis man ikke ’sigter’ rigtig, risikerer man at skulle ud i et vandhul og ’fange ugler’, som man siger (hm). Det skete dog ikke for os.

Men jeg havde svært ved giv-agt-bevægelsen. Ind i mellem var uglen ved at rutsje af min arm. Så kiggede den forvirret op på mig: Ny øvelse? Eller er du bare dum?

Den kloge af os (aka den tro væbner) havde fattet, at det var samme bevægelse, som den en lokomotivplejlstang laver (men kun én gang😉)

Da jeg endelig havde fattet det, befandt vi os på veteranfærgen M/S Helge, hvor den bevægelse ikke rigtig gav mening. Det var dagen efter, og vi var på en siksak-tur op gennem Svendborg Sund på den gamle motorfærge, der oprindelig var i drift i samme område. Det blæste og regnede mens vi sad i læ og snakkede uglesnak, som man jo gør.

Kort før vi lagde til i Svendborg,

brød solen frem og fremtryllede en masse varmegrader.

Det var heldigt – for så kunne vi sidde i solen og nå en stor fadbammelam (som er præcis det samme som en fadøl, bare lidt mere skummende, køligere og længere set frem til) inden vi entrede MS Helge igen og sejlede retur til Troense.

Og nu lidt mere om ugler ...

Del siden