Bogrums

julekalender

2024



Rigtig hjertelig glædelig december


Åh, denne skønne tid på året, hvor det igen er tilladt at synge julesange, se romantiske julefilm, varme sig ved et glas gløgg efter skovturen og åbne dagens kalenderlåge. Ja, man kan tillade sig at være glad helt fra morgenstunden😀.


Og så er Mies Bogrum atter på banen med julekalenderen, der er helt vild nem at snyde med – uden det bliver opdaget.


Julekalenderen er som andre julekalendere med 24 låger, men de er alle åbne, så det er op til din egen moral, om du vil høvle hele balladen igennem på én gang, eller om du skal hygge dig med en enkelt låge om dagen. Hvad mon du vælger?🤔


Bogtiteljulekalenderen gemmer på 24 spændende bogtitler udkommet i 2024 (på nær et par stykker, der simpelthen er for smukke eller gode til at gå i glemmebog allerede).


Udover gaven til far og mor får du også svar på, hvad du kan give din lillesøster bette Met' (på 30 år) og din fokælede nevø Lukas på 10 år, der tjener lommepenge ved at lade være med at spille på iphonen.

Der er også tænkt på gavetip til Moster Grethe, der godt kan lide at udfordre sig selv, men ofte farer vild i selvhjælpsbøgerne.

Og selvfølgelig til kære mormor Ilse, der året rundt gør så meget godt for hele familien og virkelig fortjener skønne gaver.


Kalenderen byder på hele 24 fine julegave-bogtips til en række mere eller mindre kendte arketyper. (Nogle vil du måske genkende fra de forrige års julekalendere, og nye er kommet til).


Til sidst et lille tip: Hvis du undervejs falder over en bog, der ser helt vildt spændende ud og tænker: Den gad jeg godt læse. Så kan du SELV ønske dig den! Yes😉



God fornøjelse!
















1. december

'Verdens vildeste mysterier' af Lars Henrik Aagaard, forlag Carlsen.


Denne er til din nevø Lukas på 10 år. Ham med iphone og lommepenge. Lukas er på alle måder kvik og meget videbegærlig og stiller dagligt far og mor spørgsmål som 'Fandtes Atlantis? Hvad var Area 51, og hvem dræbte egentlig John F. Kennedy?' Og 'Må jeg få en is?' 


Der er selvfølgelig ikke endegyldige svar (andet end det med isen), for så ville det jo ikke være mysterier, men Lukas kan i hvert fald blive klogere på emnerne, for Lars Henrik Aagaard fortæller her om verdens mest gådefulde mysterier og kommer med sine videnskabelige bud på, hvordan tingene hænger sammen.


2. december

'Hørt'af Ane Øland Bækgaard, Politikens forlag.


En smuk bog at starte det nye år med. Bogen er en slags almanak med bønner til hver dag, men du kan også bare slå op et tilfældigt sted og se om 'dagens' bøn passer til dig. Bønnerne hjælper os til at få sat lidt ord på alle de ting, vi går og tumler med.


Du kan give denne smukke bog til dig selv eller til en, der trænger til lidt omsorg.


(Bogen er fra oktober 2023, men kommer med her fordi den er så smuk og fordi jeg jo ikke fik lavet julekalender sidste år).

3. december

'Frida og jagten på næsehårene' af Frode Øverli, forlag Cobolt


Bogen er til Klara på 11 år, der godt kan lide at læse om sjove helte. Hun må til sidst læse højt for lillebror Jens, fordi han bliver ved med at spørge hvad hun griner af. (Far og mor får sig også en hyggegriner på sidelinjen).


Opbygning i fortælling er sådan lidt Narnia-agtig og der skiftes mellem  Fridas virkelige verden og Mellemland. Når vi er Mellemland går bogen over i tegneserieform. 


Forlaget skriver: Monstrene i Mellemland ved, at Frida er en sej pige. Hun tager det roligt, når de besøger hende om natten, selvom hun bliver vækket med banjo og blokfløjte. Derfor udpeger de Frida til at redde Mellemland - et rige fanget i evig vinter.


P.S.

Hvis stregen forekommer dig bekendt, er det måske fordi du kender Pondus tegneserien, som også er skabt af Frode Øverli. Frida er en charmerende udvidelse af dette univers.


4. december

'Surtlas hoved og andre udflugter'

af Hanne Højgaard Viemose og Anette Lassen, forlag Gyldendal


Bogen er til mor Gudrun på 52, der er ved at planlægge en tur for hende og far til Island.

Gudrun er pivstolt af sit islandske ophav. En slægtsforskning, der går tilbage til 1700-tallet har netop påvist en mulighed for dette. Hun er derfor højt hævet over at ty til traditionelle rejseguides, som hun også finder en anelse plebejiske. Derfor kan du være forvisset om, at hun med stor glæde vil kaste sig over denne anderledes intro til Island.


Du finder ikke denne bog under rejseguides. Det er en skønlitterær bog illustreret med fotos fra Island og masser af insiderinfo. (Det skyldes måske røverhistorieelementerne, at den ikke er kategoriseret som fagbog).


Forlaget skriver blandt andet:

'Surtlas hoved og andre udflugter' er en sprælsk og humørsyg guide til Island, en fortælling om en islandsk indstilling til livet, som er helt kompromisløst frihedssøgende, og om et kantet venskab mellem to udbrydere.



5. december

'SPIS' af Jesper Uhrup Jensen, forlag 28B


Bogen er til din gode ven Søren, CEO og indehaver af egen vinkælder med sjældne vine. Søren er også lidt af et finkulturelt madøre og opsøger de godt anmeldte steder.

Men som han siger: 'Det skal fandme se godt ud og det skal smage godt -  jeg gider sgu ikke noget kejserens-nye-klæder-pis.'

(Ja, sådan siger han faktisk, hans sprog er af og til lidt på vippen). 'Jeg ku' sat'me aldrig drømme om at æde et fiskehoved på en pind, bare fordi nogen siger, det er smart. Det ku jeg satme ikke.'  (Sådan taler han heldigvis ikke på inde på hovedkontoret). 

Nå men Søren vil klart finde denne bog interessant, for her dykker Jesper Uhrup Jensen ned i dansk madkultur og serverer sjove iagttagelser og anekdoter.  


Forlaget skriver blandt andet:

Jesper Uhrup Jensen har været restaurantanmelder i 30 år og chefredaktør for magasinet gastro i 20 af dem. Han har set, hvordan Danmark, ledt an af Noma og det nye nordiske køkken, i de årtier er blevet en gastronomisk supermagt.


Alt fra de bedste og værste serveringer ...) over kokkene (både de krukkede og de dygtige) til mormorkøkkenet (hvis mormor taler vi egentlig om?).


En bog om det vi spiser og dem, vi er.

6. december

'Tiny houses' af Susanne H. Knudsen, forlag Frydenlund


Bogen er en god ide til din lillesøster, som du stadig kalder bette Mette. Hun vil forstå, at det ikke bare er fordi, du synes, hun er så lille bitte, men også fordi du er klar over, at hun er begyndt at blive træt af forbrugsfest og overflod af ligegyldige ting. Hun er simpelthen tiltrukket af ideen om minimalisme og et mere enkelt liv.


Forlaget skriver blandt andet:

Mange ønsker at komme væk fra hamsterhjulet og storbyens jag, og de drømmer om simple living og downsizing. En måde at realisere den drøm på er at flytte i et tiny house.


Læseren lærer om lovgivning, byggeproces, indretning og økonomi, og man bliver inviteret indenfor hos en håndfuld helt forskellige danskere, der har valgt at bo småt. Tiny houses giver dig al den nødvendige viden og inspiration til at realisere drømmen om at flytte til mindre!


7. december

'Chopskrifter' af Tobias Hamann, forlag Gyldendal 


Den er til dit barnebarn, der blev student i sommer og netop er flyttet hjemmefra. Glem alt om flyttehjemmefra- og studenterkogebøger med pastaretter og  underlige burgere. Denne bog er genial, fordi den virkelig er lige til at gå til. Det eneste udstyr du behøver er en kniv og et skærebræt. 


Ideen til chopperiet kom da Tobias i en periode havde sparsomt med køkkenfaciliteter  og 'takeaway' havde så at sige 'taken over'. Så fandt han på at choppe sig gennem lækre råvarer, og kort efter var der lødig og lækker mad. 


Jeg har choppet mig igennem et par af opskrifterne, og jeg må sige, at jeg er så begejstret, at jeg kunne finde på at få børnebørn bare for at få lov at give dem denne bog i studentergave. 

  

Forlaget skriver

Det er nemt, billigt og smager fantastisk! Chopskrifter er Tobias Hamanns bud på lækre spreads og hakkede salater.

Det eneste du skal gøre, er at choppe ingredienserne og smøre det direkte på et stykke ristet brød.

Ved at choppe (hakke) ingredienserne sammen i stedet for at skære dem hver for sig, åbner det for en helt anden teksturprofil, der kan tilføje variation til din sædvanlige sandwichoplevelse. Desuden giver chopskrifterne en mere ensartet fordeling af smag og fyld, der resulterer i en mere harmonisk smagsoplevelse.

8. december

'Normale mennesker' af Clara Törnwall, forlag Straarup&Co.

Undertitel: Autistens guide til galaksen.


Bogen er en gave til Anders på 20, der altid har følt sig udfordret og netop har fået en diagnose. Men den er også til hans søster og mor og hans bedste ven, der har et ærligt ønske om at forstå Anders bedre. (Den er bestemt også til fagfolk, der ønsker at udvide horisont / flytte perspektiv).


Bogen er let at gå til, den er øjenåbnende, overraskende og humoristisk. Sidst i bogen kan man teste hvor neurotypisk - altså hvor 'normal' man er - i modsætning til at teste hvor autistisk, man er. Bogen understreger også med et glimt i øjet, at man jo ikke kan gøre for, hvis man er normal.

 

Forlaget skriver:

Der findes mange bøger om autisme. De er skrevet af neurotypikere, som vil hjælpe autister med at tilpasse sig – det vil sige opføre sig mindre autistisk. Det her er ikke sådan en bog. Det er en autistisk guide skrevet af en autistisk forfatter. Nu er det vores tur til at beskrive dem.


Neurotypikere kalder man mennesker, som ikke har autisme, adhd eller add. Ved hjælp af tips, ordlister og beretninger fra autister lærer vi neurotypikernes ofte tvetydige verden at kende. Vi lærer også om autistens verden, og bogen er på den måde med til at bygge bro mellem de to verdener.


I denne bog vil du møde forskellige autister, som fortæller om deres erfaringer med “normale” mennesker. Du finder også råd, som måske kan hjælpe dig, der er ung og autistisk. 


9. december

'Danmark i detaljen' af Martin schwartz, forlag Grønningen 1


Her er bogen til moster Agnes, der elsker alt ved Danmark og især dansk arkitektur. Hun sysler også lidt med at male og tegne, men det får hun ikke ros for. "Det ligner noget hjemmegjort en barn kunne have lavet," brummer Onkel Peter på jysk. Og Agnes får lyst til at rette ham. Det hedder ikke en barn men et barn

Men se nu her! Nu får hun mulighed for at se nærmere på kendte bygninger og derefter farvelægge dem. Bliver billedet særlig godt, kan hun forsigtigt klippe det ud, uden at det ødelægger hele bogen, og indramme det. Og mon så ikke onkel Peter holder op med at lange ud efter stakkels moster Agnes og i stedet udbryder  'Sikke en flot kunstværk, Agnes!' 


Forlaget skriver blandt andet:

Martin Schwartz’ puslespil med et nøje tegnet Danmark har taget danskerne med storm. Nu udkommer malebogen med de smukkeste illustrationer af de mest elskede danske bygninger.


I sin nye bog DANMARK I DETALJEN har Martin Schwartz samlet en række bygninger fra hele riget. Han beskriver, hvad der gør den enkelte bygning enestående og særlig. Og på udvalgte sider kan læseren selv kolorere og give bygningerne liv.


10. december

'Sandheden om Josie fair' af Lisa Jewell, Gads Forlag


Bogen er til mellemleder Anja på 46 år, som også er nybagt mormor, der nyder en pause hist og her med at læse. Hun læser meget varieret og derfor også krimier, dog helst ikke københavnerkrimier med hårdtprøvede kommisærer. Hun er mere til en psykologisk thriller.


Jeg lover, at denne er noget af det mest creepy, jeg længe har læst.


Forlaget skriver blandt andet

Bestsellerforfatteren Lisa Jewell er tilbage med en spændingsroman om alt det, vi fortæller hinanden – og alt det, vi aldrig afslører.


Da den populære true crime-podcaster Alix Summer fejrer sin 45-års fødselsdag på den lokale pub, møder hun tilfældigt den uanseelige husmor, Josie Fair. Det viser sig, at de to kvinder er fødselsdagstvillinger, og snart kommer Alix på idéen om at lave en podcast med Josie.


Det bliver historien om to kvinders liv, der ikke kunne være mere forskellige. Langsomt men sikkert går det op for Alix, at Josie gemmer på mørke hemmeligheder. Og før hun ved af det, har Josie fundet vej ind i hendes liv – og i hendes hjem.


Pludselig forsvinder Josie, og Alix opdager, at handlingen i hendes true crime-podcast nu kredser om hende selv. Først da hendes familie er i større fare, end hun nogensinde troede var muligt, begynder hun at undre sig: Hvem er denne Josie Fair? Og hvad er det, hun skjuler?



11. december

'Verdens vildeste banditter' af Thomas Brunstrøm, Politikens Forlag


Her er gaven til Jeppe på 9 år, der elsker at høre på rigtige røverhistorier. 

Han kunne måske godt læse den selv, for han er en dygtig læser, men han synes, det er mere hyggeligt, at familien læser den sammen. Så den kommer med på næste tur til Ødegården i Sverige. Her tilbringer de mange gode stunder med at bade i den iskolde sø, gå ture i fyrreskoven, fyre op i pejsen og læse gode og sjove bøger. 


Forlaget skriver Blandt andet: 

Her er fortællingen om, hvordan det lykkedes kunsttyven Vincenzo at stjæle verdens mest berømte maleri, Mona Lisa, ved højlys dag. Vi skal også høre om manden, der solgte Eiffeltårnet, selvom han slet ikke ejede det og om Leonardo, der var lige ved at slippe af sted med verdenshistoriens største diamantkup, men blev afsløret af sin pølsesandwich.

Her er historier om bankrøverier, tyverier, fængselsflugter, snyd og svindel gennem verdenshistorien – alt sammen fortalt i børnehøjde. Man må jo ikke røve banker, det er faktisk helt vildt ulovligt, men sådan nogle historier om kriminalitet er bare tit … ret spændende. 

Bogen er rigt illustreret i Jonas Sonnes skæve og humoristiske streg.


12. december

'Min bogverden' af Kerstin Ekman, forlag Gyldendal


Her er bogen til din litterære veninde, Kirsten på 68 år. Sammen med siameserkatten, Chat-Félin, bor hun i en herskabslejlighed på Østerbro med ægte tæpper på gulvene og orkideer i vindueskarnappen.  Hun har aldrig i sit liv læst en krimi eller et ugeblad. Og agter heller ikke, Gud forbyde det, at gøre det. Medmindre selvfølgelig hun er i sommerhuset i Tisvilde, hvor der kan ligge en slidt krimi, andre familiemedlemmer har glemt, eller når hun skal have tonet lokkerne hos frisøren, hvor hun nærmest bliver tvunget til at bladre i et kulørt blad med urimelig meget spændende sladder. 


Jo mere Kirsten læser og indtager af Kerstin Ekmans betragtninger, jo mere føler hun,  at hun har mødt sin ligemand. Hun vil foreslå bogen som næste emne i læsekredsen og diskret undersøge, om de andre i gruppen også kan se, hvor meget  hende og Kersti har til fælles, udover navnesammenfaldet.


Bogen kan også læses af mere jævne mennesker og åbne døren til litterære værker, vi måske ellers ikke ville overveje at læse. 


Forlaget skriver

I 'Min bogverden' deler den svenske forfatter Kerstin Ekman, f. 1933, ud af de både personlige og stærke oplevelser, som litteraturen har beriget hende med.

Hun fortæller om bøger, hun er kommet til at elske, bøger, der blev bedste venner, og bøger, som gav trøst – og om hvordan læsning og skrivning hænger uløseligt sammen.

Min bogverdener læsninger fra en af nordens største forfattere af blandt andre Philip Roth, Herman Bang, Emily Brontë, Thomas Mann og Henrik Ibsen. En sanselig odysse gennem et langt læseliv, hvor de mest fortrolige venner står i hyldemeter.




13. december

'Børsen' af Anders Ravn Sørensen, Gads Forlag


Bogen er til din far Rasmus på 55. Han har noget af et bibliotek i forvejen og en særlig afdeling for flotte illustrerede historiebøger. Han knuselsker dig for, at du har ramt plet med denne juvel til samlingen.


Forlaget skriver 

I april 2024 stod Børsen i flammer. Da røgen endelig lagde sig, var Børssalen bukket under, og næsten halvdelen af bygningen lå i ruiner. Men kulissen for landets forvandling fra renæssancens autoritære styre til dagens demokrati stod stadig.


Siden 1624 har Børsen været hjerte for handel, investeringer og iværksætteri. De første 200 år falbød købmænd og kræmmere eksotiske varer fra boder i Børssalen, og boghandlere solgte vovede skrifter. I 1857 overtog Grosserer-Societetet bygningen, der blev ramme om finans- og industrieventyr med C.F. Tietgen i spidsen. Senere kom handel med værdipapirer til, og aktier og obligationer finansierede velfærdsstaten. Da værdipapirerne i 1974 flyttede ud, rykkede dansk erhvervsliv og internationale forbindelser ind.


Bogen følger Børsen i 400 år og kæder personer og begivenheder sammen i en fortælling om brande, byldepest og ballade. Om gullaschbaroner, finanskrak og besættelse. Og om dragerne, der har været Børsens ansigt udadtil og beskyttet ikke kun bygningen, men hele landet mod ild og fjender. Lige indtil den skæbnesvangre morgen i 2024.


14. december

'Politiske promiller' af Jakob Pedersen, Byens forlag


Bogen er til onkel Bent. (Ja, du har mange onkler, din mor har jo 8 søskende,  ved du, men heldigvis er du ikke på gave med alle).


Bent er den lidt livs-tvære onkel, der mest af alt hænger ud på Bennys Bodega og taler om dengang, det hele var en anden tid. Du har tidligere givet ham 'Stamsteder' en stor illustreret bog om brune værtshuse og 'Magiske øjeblikke'  en flot fodboldbog om 40 års fodboldhistorie. Nu prøver du at muntre ham op med lidt god sladder om andre, der også godt kan lide en lille forfriskning eller to. 

  

Forlaget skriver:

Engang havde vi alkoholiserede statsministre, folkevalgte så fulde, at de ikke kunne rejse sig til afstemninger, og et samfund, der i højere grad tolererede udskejelserne.


Politiske promillerer et vidnesbyrd om, hvordan alkohol i mange årtier har været en indgroet del af livet på Christiansborg, og hvordan afgørende magtrelationer og politiske aftaler også i nyere tid er blevet til virkelighed ved hjælp af øl, vin og whisky.


Gennem samtaler med tidligere og nuværende toppolitikere belyser bogen kulturens udvikling og dokumenterer, at alkohol fortsat spiller en vigtig rolle i den brede og sociale politiske proces.


I bogen kan du læse anekdoter fortalt af Bertel Haarder, ­Mogens Lykketoft, Pia Kjærsgaard, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, ­Pernille Skipper, Naser Khader m.fl.


15. december

'Hvad er det bedste der kan ske?' af Morten Kirckhoff, forlaget Lindhardt og Ringhof


Denne er til Moster Grethe, der, som du ved, godt kan lide at udfordre sig selv, men ofte farer vild i selvhjælpsbøgerne.

Og nu er den helt gal. Hun er stagneret i sit yogarum midt i et namaste og lige lovlig mange spirituelle ritualer. Det er tid til at komme lidt ud af den indre verden og få rusket op i hendes gamle rejse- og oplevelyst, der jo er en direkte kilde til livsglæde. Bogen her vil inspirere hende. Og samtidig vil hun få belyst begrebet mod, som alle sande helte  besidder, og om ganske kort tid erfare, at det jo også er en form for mod at gøre noget noget andet end det, man plejer.


Forlaget skriver blandt andet:

Morten Kirckhoff blev kaldt modig, da han kvittede sit job for at blive eventyrer på fuld tid. Det undrede ham, for han havde aldrig opfattet sig selv som et modigt menneske. Og hvad vil det egentlig sige at være modig?

I denne bog deler han historier fra sit liv og sine mange rejser. Historier om at udforske barndommens mørke skove, trænge ind på forladte steder, male graffiti med politiet i hælene, starte virksomheder, skifte retning og gå efter kærligheden.

Samtidig udforsker han modets natur gennem samtaler med Pia Søltoft, Lene Tanggaard, Peter Lund Madsen, Niels Overgaard og Morten Münster. Her stiller han blandt andet spørgsmålene: Er alle født lige modige? Kan man træne sit mod? Og hvad sker der, hvis man handler mere modigt?


16. december

'Svømmerhaller' af Jannie Rosenberg Bendsen, forlag


Denne bog bragte en erindring frem hos mig fra dengang jeg var barn og gik til svømning. Klassen travede fra skolen i Københavns nordvest-kvarter over til nærmeste svømmehal. Det var ikke altid, man rigtig gad. Udsigten til en kold vinterdag at skulle gå retur med vådt hår kunne godt sætte en dæmper på lysten. Og andre dage gad man bare ikke. Så undskyldninger for at slippe var der nok af. Men den bedste kom Lasse med: Han kunne ikke deltage i svømning den dag fordi hans badebukser var til vask og desværre ikke var blevet helt tørre.


Nå, men denne bog er til din veninde Birthe der både som barn og voksen har været flittig bruger af det lokale svømmebad. (Hun aner ikke, hun ønsker sig denne bog, men det gør hun). Vinklen med arkitekturen og mikset af fakta og posei vil begejstre hende.


Forlaget skriver blandt andet:

At svømme er en sanselig, kropslig oplevelse. En oplevelse, som er nærværende for de fleste danskere. Lydene, lugtene, de varme brusere, iskolde trapperum, ru fliser og særlige ritualer – måden, vi overvandt os selv på, sejre, ydmygelser – det er fælles erindring.

Tag med på en arkitekturhistorisk rejse gennem landet til 20 svømmehaller – fra den ældste på Gymnastikhøjskolen i Ollerup over Kildeskovshallen til det internationale svømmestadion på Bellahøj – og mærk, hvordan ­arkitekturen fungerer som ramme.

Arkivfotos viser, hvordan de 20 svømme­ haller så ud, da de ­åbnede, ligesom hvert sted præsenteres i nye ­fotos af Anders Sune Berg

17. december

'Lidt broderi har aldrig skadet, Rikke Mie Skovdal


Denne er til Louisa på 25 år. Hun er for nogen tid siden begyndt at drosle ned med tøjindkøb og synes faktisk, det er sjovt at reparere og pifte brugt tøj op i stedet for at købe nyt.


(Da jeg startede som boghandler, fyldte samtlige håndarbejdsbøger ikke meget mere end en halv hylde. Men det har taget fart, og de seneste år er broderi på linje med strik og hækling igen blevet en hot syssel for alle - også de helt unge).


Forlaget skriver blandt andet:

Glem alt om klokkestrenge og klassiske broderier. Lær, hvordan dine egne idéer kan blive til unikke broderier.


Du får indblik i den kreative idéudviklingsproces samt små historier og andre underholdende elementer. Bogen er fyldt med eksempler på Rikke Mias arbejde, der ofte har en humoristisk tråd eller et politisk snit. Så selvom Rikke Mia hepper på, at flere kaster sig over broderikunsten, kan du også sagtens få glæde af bogen uden en nål i hånden. 


Bogen er skæv, sjov og fyldt med kontraster – og ikke mindst kærlighed til det gamle håndværk.


p.s.

At broderi langt fra blot er en uskyldig håndgerning fortæller en anden kuriøs bog jeg for nylig faldt over: 'Kampen om broderierne i Danmark 1850-1950'.

Bogen gør rede for hvordan en kulturelite i midten af 1800-tallet satte standarder for hvad kvinder burde brodere. Man var slet og ret bange for, at almuen på landet og i byen ville forandre samfundet, så Danmark efter 1864 ikke ville kunne overleve som selvstændig nation! Tag den! 

 

18. december

'Flot kronhjort' af Jesper Binzer og Jo Brand, Forlaget Grønningen 1


Bogen er til onkel Arthur, som er på alder med Jesper Binzer og i sin yngre dage var til en del D-A-D koncerter. Han spillede selv bas i et et garageband og headbangede alt det, den kunne trække. Han er mere rolig nu og genoptog for relativ nylig at læse bøger. Ikke så meget romaner og krimier, men mere fængende biografer om både nulevende og historiske  personer med kant og pondus.


Forlaget skriver:

Jesper Binzer har gået til psykolog og clairvoyant og været i regressions­terapi for at lære sig selv bedre at kende og slutte fred med sine ­dæmoner.


I sin nye bog fortæller han også lidt om sine 40 år med D-A-D. Men mest taler han ud om sine 59 år med sig selv. Alt, hvad de har indebåret af misbrug, dårlig økonomi og ­­(eks)koner. Han reflek­terer over, hvad der gør livet værd at leve, hvordan man sætter sig selv fri. Og om styrken i ikke at tage sig selv alt for alvorligt. Og så understreger han vigtig­heden af at lade hinanden være i parforholdet, at blive ved med at være nysgerrig på verden omkring én – og at have en god pladesamling. Og midt i det hele står han ved, at han stadig kæmper med både kærligheden, søvnløsheden og ensomheden.


19. december

'Livet på Fellowship Point, af Alice Elliott Dark, forlag Hr. Ferdinan


Til din gode nabo Inge på 78½, der elsker en god lang roman, hvor hun for en gangs skyld aldersmæssigt kan spejle sig i hovedpersonen.

 

Forlaget skriver blandt andet: 

Den berømte børnebogsforfatter Agnes Lee er fast besluttet på at skrive sidste del af sin uhyre populære romanserie og dermed sikre sit eftermæle. Hun er også fast besluttet at redde sin elskede halvø Fellowship Point ved Maines kyst, men først skal hun overtale de andre aktionærer til at gå imod de stort anlagte udviklingsplaner for det naturskønne område. Og en af aktionærerne er hendes livslange ven og nabo, Polly.

Polly Wister har levet et helt andet liv end Agnes. Hun er velhavende, har børn og er gift med en opblæst filosofiprofessor. Hun stræber efter skønhed og harmoni i sit hjem, sine venskaber og i sin familie. Men i spørgsmålet om jorden på Fellowship Point opdager Polly, at hendes loyalitet er splittet mellem venskabet med Agnes og hendes tre sønners ønsker, alt imens hun ikke aner, hvad hun selv drømmer om.

Agnes’ planer bliver yderligere forplumret, da en fremtrædende ung redaktør ved navn Maud Silver gør det til sit erklærede mål at overtale Agnes til at skrive sine erindringer. Agnes’ modstand kan ikke forhindre dybt begravede minder og hemmeligheder i at komme for en dag. Hemmeligheder, som vil få omfattende konsekvenser for alle.

20. december

'Studie i menneskelig adfærd, af Lena Andersson, forlag C&K


Denne forfriskende anderledes bog er til din veninde, der i mange år har praktiseret som psykolog. Hun vil ved læsning måske genkende et og andet fra egen praksis. 


Det er ikke nogen typisk roman, men mere en række noveller, hvor hun selv må samle eventuelle løse ender. Den viser hvordan vi (underligt nok), handler i modstrid med, hvad der nok ville være smartest. Om selvbilleder og  hvor håbløst og formålsløst det er, at få folk til at ændre på, hvad de tænker.

Den er ind imellem hylende morsom - men mest af alt, som titlen siger, et studie i menneskelig adfærd. (Og man behøver altså ikke at være psykolog for at få glæde af bogen).   

 


Forlaget skriver blandt andet:

Underholdende og skarp skildring af kvindeliv fra en af Sveriges vigtigste forfattere og samfundsdebattører.

Studie i menneskelig adfærd er en samling af indbyrdes forbundne fortællinger om Amanda, Annie, Ellinor, Eva, Jenny, Liselotte, Malin, Matilda, Märta, Olga, Rawia, Ruta, Simone, Caroline og Karolina. Alle længes de og drømmer, alt imens de kæmper med at holde deres kroppe ud, og med at forstå hvordan de skal leve. Hver især betragter de hinanden og bliver selv betragtet, og de lytter omhyggeligt til det, der ikke siges, mens de forsøger at forstå det, der faktisk bliver sagt. Det er kvinder, der alle har et intenst ønske om at opnå kontakt, men aldrig rigtig har energien til at holde fast.

Studie i menneskelig adfærd er hjerteskærende blotlægninger af det menneskelige, utroligt tankevækkende, og overraskende sjovt.


21. december

'Nordisk mytolgi' af Neil Gaiman, forlag Modtryk


Bogen her er til din kære mand, Anders, der længe har ærgret sig over at han ikke er særlig stærk i nordisk mytologi, når I sidder og ser quiz-programmer sammen. (Hånden på hjertet, det er du heller ikke selv, men du kan til gengæld dem med mad og vin og danske øer).

Denne smukt illustrerede bog indbyder til at blive læst og studeret fra side 1. Og så går det som en leg at blive fortrolig med myterne. (Og jeg er sikker på, at du gerne selv må læse den, når altså Anders er færdig).  


Forlaget skriver blandt andet:

Guder og gudinder, Odin, Thor og Loke, jætter og dværge, fortryllelse og forræderi – det hele findes i den nordiske mytologis overdådige og livskraftige verden.

Dyk ned i den dramatiske nordiske mytologi, hvor guderne raser, udkæmper blodige slag og lægger bedrageriske planer, der skaber uro og kaos i verden.

Den prisvindende bestsellerforfatter Neil Gaiman vækker den nordiske mytologi til live fra tidernes morgen til gudernes fald. Levi Pinfolds dramatiske illustrationer fuldender værket.


22. december

'Min meget store sansebog, Dyreungerne' Room2play 


God nyhed!!! 


I bogrums første julekalender havde jeg sådan en type bog med.


Det var gaven til 1-årige Emma. Men hun er jo vokset og skal da heller ikke have samme gave hver år, så denne er til lillebror Storm på 11 måneder. Fidusen ved denne bog er at den er så stor, at Storm kan bruge sig selv som bogmærke, så han ved hvor han er kommet til. (Præcis som Emma gjorde i sin tid).


De store sansebøger er kommet igen med nye motiver.


Forlaget skriver:

Kæmpe stor føl-og-rør bog om søde dyreunger.


Med denne meget store sansebog lærer de mindste børn om dyreunger gennem smukke illustrationer og ved at føle og røre forskellige tekstiler.
Der er forskellige tekstiler, et spejl og stoflapper som gemmer på overraskelser. Når bogen lægges på gulvet kan barnet selv kravle rundt og udforske aktiviteter og illustrationer.


23. december

'Min lille eventyrverden, Riddere og drager' Globe 


Æsken her er til din nevø, Noah på 3 år, du har mistænkt for ikke at være særlig  litterær. Han gider sjældent højtlæsning, og det bekymrer dig. Han vil hellere lege med sit lyssværd. Men med æsken her kan du på genial vis få listet en bog i ham. Noah vil umiddelbart tro, at bogen er legetøj og leder først efter en knap, der kan aktivere den. Da det ikke virker, begynder han at bladre i den og pludselig oplever han, at det er SJOVT at 'læse'.  (Og en skønne dag bliver han underbetalt men dog feteret forfatter). 


Æskerne findes også i versioner med brandstation, hospital, prinsesser m.m.


Forlaget skriver:

Min lille eventyrverden opmuntrer til fantasifuld og meningsfuld leg. Brug boksen, puslespil og træfigurer til at fortælle og genfortælle historier om riddere og drager, og gå på nye og spændende oplevelser i det lille rige.


Denne magiske æske indeholder:

  • en 16-siders illustreret bog om to modige riddere og en meget genert drage
  • to træfigurer af høj kvalitet
  • 3 papfigurer
  • en æske, der forvandles til dit helt eget middelalderslot
  • et puslespil med 16 brikker
  • bagsiden af puslespillet indeholder et huskespil


24. december

'Farverig turstrik' af Une Cecilie, forlag Bogoo


Mormor Ilse er en ivrig vandrer og tager gerne på 2-dages-vandringer med en veninde. Hun har sagt, at de er for kuldskære til  at overnatte i shelter og  gerne tyr til en kro eller Bed&Breakfast. Da du ved, at hun også er ret vild med at 'nørkle', som hun kalder al håndarbejde,  giver du hende denne smukke bog.     

Mormor er rørt over din betænksomhed, og typisk hende går hun straks i gang med at strikke en vidunderlig sweater - til dig! Du bliver selvfølgelig vildt glad, men er bekymret for om nogen vil tænke, at det var derfor du gav hende bogen. Men det var ikke derfor. Du ville bare glæde mormor. Og mormor er glad og går snart i gang med at strikke en herlig sweater til sig selv også. 


Forlaget skriver

Kom med ind i Une Cecilie Oksvolds verden, hvor naturen er hendes mentale pusterum, og hvor farverig beklædning er med til at berige friluftslivet. I denne bog får du 11 opskrifter på smukke sweatre og 12 opskrifter på spændende småstrik, som varmer både krop og sjæl, og som vil blive trofaste følgesvende på dine små og store eventyr. Med farverige sweatre, kreativ småstrik og sjove zero waste-projekter er der noget for enhver smag og sværhedsgrad. Bogen indeholder også en teknisk del, som er et nyttigt opslagsværk, hvis du trænger til hjælp undervejs.


Derudover fører Une Cecilie os gennem sin rejse med livets op- og nedture via små indledende historier til opskrifterne, og hun fortæller om de øjeblikke, som tøjet er inspireret af. Vi får herigennem et indblik i hendes barndom med angst, og hvordan hun fandt et frirum i naturen og lærte at håndtere nye udfordringer med depression og kronisk træthedssyndrom. Bogen er til inspiration på flere måder: Både til at give os farve og glæde i hverdagen med farverig strik til friluftslivet, men også til at give håb om at rejse sig igen, når livet er svært.


Jeg ønsker dig og dine en skøn, smuk og glædelig jul.

unsplash