Marts 2025

Filosofi, lykkedims og forårsvibes

Hvis musik og tektst skulle ledsage de her billeder skulle det være Alberte Windings Lyse nætter:   

Gi'r det mening?

Er det bare mig, eller er det ikke lidt for ofte, at folk indleder en sætning med: 'Er det bare mig?'

Eller at nogen udbreder sig om noget selvindlysende og slutter af med et 'Gi'r det mening?'

Eller at nyhedsrækken består af alt for meget, der kun giver ringe mening?

For tiden bliver vi desværre udsat for rigtig meget input, der slet ikke giver mening, og vi bliver bange og urolige. Det er så essentielt for os, at vi skal finde mening. Og helst også lidt lykke. Men hvordan det? (Jeg skal skynde mig at sige, at det ved jeg ikke). 

Men måske er der hjælp at hente

'Man skal ikke kun tænke på sig selv, man skal også være noget for andre.'

'Det handler ikke bare om, hvordan man har det, men også om hvordan man tager det.'

Sådan noget sagde min gamle far, inden han blev rigtig gammel, og jeg stadig var meget ung. Jeg synes det lød lidt sludrevornt og tænkte, at han ikke anede noget som helst om at være berettiget forurettet. Eller om at være ung.

Han udtalte sig også om parforhold og sagde ting som: Det handler ikke kun om at finde den rette. Det handler også om at være den rette. Haha, som om man skulle lave om på sig selv? Det er da den anden, der skal rette ind!

Min far var især på sine ældre dage stormester i stoisk ro og besad en vis karisma. Hans ord fik ikke mindre pondus af, at hans stemme havde udviklet sig til en hæs, hviskende Don-Corleone-stemme.

Selv når han bad om sauceskålen eller fortalte sin håbløse musefælde-vits, sad vi andægtigt og lyttede.

Kort efter jeg havde fundet sammen med min tro væbner:-) er vi i en form for audiens hos min gamle, gamle far. Han sidder i sin lænestol i en slags ophøjet ro, et magisk lys falder gennem den farvede mosaikrude bag ham; vi sidder tæt og taler stille sammen.

På et tidspunkt spørger han så: 'Er I glade for hinanden?'

'Ja, det er vi,' svarer vi næsten i kor. Vi kunne ikke ane, vi ville få det spørgsmål, så det er rent held, at vi begge svarer det samme. Vi undrer os dog lidt over hvorfor han spørger, og om der er en pointe, og det kan man godt sige, der er. For de næste ord han siger er: 'Så bliv sammen!'

Summen af hans kloge ord gav pludselig mening og kan med god vilje koges ned til:

Bevar ro og overblik, opfør dig som et rart og ordentligt menneske og giv plads til andre. Aj, det må jeg da prøve!

Lykkedims og om at give og modtage

Jeg tænkte at jeg måske skulle blive lidt mere givende, som rare mennesker jo ofte er. Det frigør et eller andet lykkedims (der findes andre ord for det) oppe i hjernen både når man giver og modtager, så det er ren win-win.

Forsøgsvis startede jeg med at forære mig selv et par nye cowboybukser. Bare sådan. Uden strenge restriktioner om at skulle tabe mig først eller andre urimelige krav. Et par pæne cowbukser, jeg kunne passe med det samme, og som sad pænt. 'Værs'go' mig selv!' sagde jeg. Og sikke da glad jeg blev!

Helt opstemt af dette besluttede jeg mig for, at prøve at gøre noget godt for andre også. Så her forleden tilbød jeg f.eks. min hjælp som en slags caddie for min tro væbner på minigolfbanen. Han går for tiden med krykker, så jeg gik med banen rundt og holdt hans krykke, når han skulle spille. Og langt hen ad vejen havde jeg held med ikke at snuppe krykken, når han støttede sig til den. Alt i alt en kæmpesucces og kort efter blev jeg også den glade modtager af en fadbamse. Se, det giver en form for mening!

Og nu til månedens bøger, der også giver mening

Der er heldigvis mange, der deler ud af vise ord. Her får du tre fine bøger, der omhandler fred, glæde, tilfredshed og indhold i tilværelsen. Ganske enkelt meningsfuldt input at starte dagen på.

Støt din lokale boghandler og køb bogen der.

'Dit lys er skabt af dit mørke' af Mette Holm. Bogen er til dig, der vil blive klogere på dig selv og dine skyggesider. Både tekst  og teori er lettilgængelig, og du kan hurtigt komme i gang med den praktiske side. Formålet er kort og godt at slutte fred med sig selv. Kan man slutte fred med sig selv, går det nemmere at slutte fred med andre også. Jeg har valgt at tage min engel med på billedet, nok et af de mest fredfyldte symboler, jeg kender.   

'Den lille bog om alpakaens filosofi' af Jennifer McCartney

Ja, den har jeg nævnt tidligere, men den er også bare en rigtig hyggelig morgenstarter - man bliver lidt glad i låget, og samtidig får man opskriften på en roligere, klogere og mere lodden måde at leve på. 

'Mere er ikke nok' af Niels Overgaard.

Oldgræsk filosofi formidlet så alle kan læse med. Essensen kort: Vi bliver lykkeligere, hvis vi søger mere indhold i tilværelsen fremfor at hige efter flad mave og lystyacht. På bagsiden af bogen står der, at antikkens største tænkere mente, at livskunst er at gøre sig god som menneske. Det er kun på den måde, at man kan opnå lykke. Ikke ved at jagte mere i den ydre verden.

Og var det ikke lige præcis det, min gamle far også sagde: Det handler om at være den rette!

Med disse ord

vil jeg runde af og ønske dig og dine en helt fantastisk dag. Nyd det skønne forår, der pibler frem alle vegne, fuglene der er kommet tilbage og de varme solstrejf, der finder vej til dit ansigt. Se, det giver virkelig mening! 

Tak fordi du læste med. Det betyder meget for mig.

Møgvejr og mirakler

Det var en jerngrå januardag. Det eneste, der lyste den nøgne skov en smule op, var de selvlysende markeringer på brændestablerne.

Efter et temmelig barskt efterår på det private plan og en total crazy periode i boghandlen - primært forårsaget af Black Friday, der trak sine møgbeskidte spor langt ind i den højhellige julehandel, trængte jeg virkelig til at genoplade.  

Og jeg havde en vildfaren ide om, at de første dage i mit sabbatår ville består af smukke dage med baldrende blå himmel, og nyfalden hvid sne, der diamantglitrede i solen. Men næh, nej! Det skulle bare være klamt og gråt. Gråvejr er jo også en slags møgvejr, når man er i det humør.

På trods af at jeg faktisk havde fået ret fine julegaver, var jeg altså lidt af en sur skid den dag. Jeg havde derfor sendt mig selv på lang tur ud i skoven med besked om ikke at vende hjem, før jeg var blevet god igen. Så jeg traskede småsparkende afsted. Og mumlede måske noget grimt. Nej, jeg var ikke sur på nogen! Det var jeg ikke. Helt ærligt! Ægte! (Som man åbenbart gerne må sige i dag, skønt det lyder lidt barnligt selv i mine ører). Jeg var bare træt på alle plan og slet ikke i humør til gråt.

Men så fik jeg øje på en glemt barnehandske

Derude i skoven, ikke langt fra en spejderhytte lå en glemt og ensom barnevante. Og det sendte mig lige lukt en tur tilbage til barndommen:

Jeg voksede op i et kristen hjem og havde lært, at hvis man var lidt nede eller var i krise, kunne man bare bede til Gud. Intet var for småt og intet for stort. Der var sådan en slags linje, der havde døgnåbent. Det var dog ikke altid at ens bønner blev hørt, og hvis det skete, var det simpelthen fordi, Gud havde andre planer for én. Det er godt at kunne reglerne😊.

En vinteraften da jeg var cirka 8 år, tog jeg til spejder inde på Nørrebro. Det lå langt væk hjemmefra, og jeg skulle med hele tre tog. Vi var en lille flok, der fulgtes ad. Jeg var glad for at gå til spejder og har vist tidligere fortalt, at jeg var i Egern-gruppen, hvor vi selv havde fundet på vores råb: ’E-ger-net, det vil til tops!’

Nå, men efter at have bevist et par dueligheder, råbt op om egernet og lovet at leve op til min spejderære, var det tid til at tage hjem igen. Og der opdagede jeg det! Jeg havde tabt mine vanter. De var VÆK! Åh nej!

Der var kun eet at gøre. Jeg tog fat i livlinjen og bad til Gud, om ikke nok jeg måtte finde mine vanter igen.

Og nu skal du dælendund’me lige høre, hvad der skete. Da vi gik ind i toget og skulle til at sætte os, fik jeg øje på mine vanter. De lå pænt foldet sammen på et sæde! (Nogle ville måske pragmatisk forklare det med, at jeg jo havde glemt vanterne i toget, der nu havde været en tur ude at vende. Men hvorfor var de så lagt pænt sammen? Forklar lige det!)

For den lille 8-årige pige, der næsten ikke kunne være i sin krop af glæde og begyndte at hoppe op og ned som en James Bond-bold, var det jo et KÆMPE mirakel. Jeg kunne ikke komme hurtig nok hjem og fortælle om det. Nøj, hvor blev jeg glad.

Jeg smilede for mig selv ved mindet og tænkte, at nu kunne jeg godt vende hjem.

For nu var jeg jo blevet god igen! Og så fik jeg pludselig øje på vintergækkerne, der pibler frem allevegne og har det fedeste budskab, de råber i kor: Vinter-gå-væk!

Den mørke vinter (på mange plan) må nu give plads til det spæde forår, og jeg ved jo godt, at der hele tiden ligger små mirakler klar til mig. Hvis jeg bare lige gider at få øje på dem.

Nu vil jeg ønske dig og dine en smuk dag, efterfulgt af skønne forårsstunder.

Og ved du hvad! Du får også lige et ønske om en ordentlig håndfuld små, glade mirakler oveni hatten.  

Tak fordi du læste med. Det sætter jeg stor pris på.