Jeg har dog en ide om,

at de efterfølgende får mere opmærksomhed omkring deres biks.

Og det kunne jeg virkelig også godt bruge. Ukendt forfatter, med kikset - men vistnok sjov - blog og kun 2 udgivne novellesamlinger. Roman nummer 1 er næsten opgivet, og roman nummer 2 befinder sig i langsomt kørende forlagsrunde. Rygestopbog er i proces og forventes at udkomme i en eller form i år. Men det skal rykke noget mere!

Så min agent (aka min tro væbner) og jeg har lagt hovederne i blød og udtænkt et realityprogram, jeg har evner til at deltage i. Det kommer til at hedde ’Stjerner ser fjerner’.😀

Det går i al sin enkelhed ud på, at vi sender live, når vi ser fjernsyn. Så er der flere, der kan få glæde af de åndfulde kommentarer, vi har til stort set alt, hvad der foregår. Det kan være ’Jeg tror godt, jeg ved, hvem morderen er (Barneby) eller ’Den har vi da set før' (Barnaby), eller 'Hvorfor laver de tipier?' (Alene i vilmarken). 'Hvorfor tuder hun?' (Alene i vildmarken). Dette er kun et lille udpluk.

Nogle gange kan man slet ikke høre, hvad der sker i fjernsynet pga vores egen voice-over (og det kan være både godt og skidt). Men døm selv når vi for første gang i aften sender live og X-faktor står for skud. Der vil ikke komme til at skorte på kommentarer til dommernes kommentarer😊

Gå ikke glip af ’Stjerner ser fjerner’. Se med her.

Jeg var ude at rydde op i drivhuset,

fjerne gamle planter og døde blade fra vinranken, og ved du hvad! Lige der - under det visne vinbladsdække - tittede frisk kruspersille frem (og en lille smule purløg). 😊 Det er noget den tidligere ejer af huset har sået. Jeg har aldrig selv haft held til persille eller dild, men jeg er god til tomat.

Og der skal være tomater i år. Alle varianter. Cherry, krydder, cocktail og bøftomater. Nogle gange ved jeg ikke om jeg gider bøftomater, men så kommer jeg i tanke om min vegetariske barndom, hvor min mor skar bøftomater i tykke skiver, panerede dem i æg (vi var nemlig ikke veganere) og rasp og stegte dem i noget der hed Nutanamargarine. Og jo, det gider jeg godt. Med et lille drys friskhakket persille😉og to stumper korslagt purløg.

Og agurker skal der også være. Spanske pepino, skoleagurker og ikke mindst (havde jeg nær sagt) jungleagurken. Men den ER mindst. Den er virkelig nuttet, ligner en minivandmelon, er en smule bitter og syrlig og sprød i skallen. Oplagt til viel spass i salatskålen, som man siger.

Og lige pludselig er den der alligevel – forårssolen, der varmer din kind. Den kaster et par kærlige stråler på de gule krokusser, der koket kvitterer med at folde kronblade ud. Det ser nærmest ud som om de smiler lykkeligt! Men jeg er stadig lidt sur.😠 Jeg har jo været alvorlig tæt på at implodere. Hvor blev den dumme sol lige af, da jeg havde mest brug for den?

Så ser jeg at min tro væbner har hevet et par havestole frem, foret dem med hynder og tæpper. Og hvad er nu det? Bliver der ikke lige skænket lidt gyldne dråber også? I næste øjeblik overgiver jeg mig med et dybt suk. Og tilgiver alle🤩 Ahhhhhh Det bliver alligevel en god dag. Og foråret kommer igen, ja det gør.

Og så til bøger ...

Når jeg læser vil jeg normalt gerne 1) underholdes 2) oplyses, 3) have noget at reflektere over og måske endda 4) kunne spejle mig i det jeg læser.

I en længere periode har punkt 1 været nok for mig. Samtidig måtte det ikke være alt for sindsoprivende. Jeg har bare haft brug for at grine af de sjove, holde med de gode, forarges over de onde og fryde mig, når de får som fortjent. Og ind imellem er det bare befriende at læse noget, der på alle plan er så langt fra ens egen hverdag, at man slet ikke kan relatere til det 😊.

Sådan er Crazy rich asaia trilogien af Kevin Kwan for mig.

Velkommen til et fantastisk univers.

De personer der optræder i bøgerne er så stinkende rige, at den gamle tv-serie Dollars stikker ud som et fantasiløst forsøg på at beskrive rigdom.

Vi starter med at møde den 8- årige Nick og hans kusine Astrid siddende udmattede og regnvåde i en hotellobby i London. De er våde fordi deres 16-timers fly- og metro-rejse sluttede af med en lang gåtur i regnvejr. (Rige kinesere vil nemlig ikke bruge unødige penge på taxa). Nu sidder de og dingler med benene oppe i de fine lobby-møbler og venter på at deres mødre får udleveret den suite, de har reserveret.

Det er åbenbart ikke så nemt. Søstrene Eleanor og Felicity Young har nemlig en længere diskussion med hotelbestyreren, der til sin rædsel har opdaget, at de er KINESERE og ikke englændere som man skulle tro på navnet. Den slags kan man jo ikke have boende, når selve Enkemarkisen af Uckfield tilbringer sin dyrebare tid på hotellet. Han nægter dem derfor adgang og anbefaler nedladende, at de finder noget i Chinatown.

Hvad gør så en ægte crazy rich asian? Rigtigt! Køber hotellet og fyrer den dumme, væmmelige, racistiske mand.

Så er vi i gang.

Med al den ufattelige store rigdom følger også et interessant værdisæt og moralkodeks. Og vi møder blandt andre Eddie, der udelukkende lever for at blive set i det rigtige tøj, ved siden af de rigtige mennesker – til de rigtige arrangementer. Han kan få glædestårer i øjnene over en rigtig indfarvet lak på sine håndsyede sko. Han behandler sine børn som små marionetdukker og klæder dem i samme stil som sig selv. De instrueres i, hvordan de skal gå og posere og stå i forhold til ham, når de deltager i diverse arrangementer. Men børn er jo børn og ting går ikke altid som planlagt.😀

Der er også en scene med en af de kinesiske tanter, der høster stor medlidenhed og omsorg grundet et slags botoxtraume, der omhandler at hun muligvis ikke længere kan tåle botox. 😲

Forfatteren deler generøst ud af sin viden om de stinkende rige kinesere. Og en kineser er jo ikke bare en kineser – der skelnes blandt andet mellem fastlandskinesere, hongkong-kinesere, singapore-kinesere og ABC (american-born-chinese), og der er naturligvis en rangering inden for dette. (Interne former for racisme er nemlig helt legalt – men ikke og det gælder ALDRIG (!) den slags kineserracisme som hotelbestyreren udviste). Dertil kommer – og det må man ikke være i tvivl om, at gamle penge er det fineste, og visse familier er bare smartere at tilhøre end andre.

Kwan anvender utrolig mange fodnoter, der skifter mellem at være morsomme – oplysende eller lidt irriterende – mest fordi de er sat med meget lille font – og det kan godt genere en langsynet læser, der ikke har fået justeret styrken på nyest indkøbt brille😉.

Når det er sagt må jeg sige at de oplysninger jeg stødte på undervejs i den grad aktiverede min googlefinger. Lidt unyttig viden er aldrig af vejen.

Bøgerne var hurtigt læst, og jeg var godt underholdt.

Nå, de røde gummistøvler og tomatfrøene kalder på mig.

Må du få ladet de vintertrætte batterier godt op med mange skønne forårsdage, varme solstrejf og løssluppen fuglekvidder.

😊 Glæd dig til næste gang. Der kommer en slags påskehistorie, jeg er ved at brygge på (nej det har stadig ikke noget med øl at gøre) …

Tak fordi du læser med 🤩

Store og små gaver

En af de meget store gaver jeg har fået her tidligt på året,  er at få lov at se skovhornugler tæt på.

Skovhornugler samler sig i flok og udvælger bestemte nåletræer, hvor de samles hver vinter - år efter år (en slags stamtræ😊) De sover dagen lang i træet, som nu er en slags snorketræ (tak til min tro væbner for de små finu®gleligheder – I owl you one!😘)

Desuden ser vi flere gange om ugen vores egen lille natugle, når den gør klar til dagens jagt.  Nå! aha, ugler, siger du måske og gaber lidt? Men det er jo fidusen med det her. Du skal jo finde de gaver, der er til dig! Det er nemlig meget personlige gaver, der ligger til os.

Januar er en god måned at forære kroppen lidt fred og genopbygning, der sker jo ikke en skid. Ingen julefrokoster, ingen nytårsfest, ingen juleand, ingen anledning til champagne og kransekage. Efter kilometerlange gåture i al slags vejr sætter vi os til rette og ser opbyggelige programmer i fjernsynet. (som f.eks håndbold). Så sidder vi der med en klidbolle i den ene hånd, en kop urtete i den anden og så sker der alligevel en hujende fis😉hæhæ.

I jagten på gode alternative drikkevarer faldt jeg over Fredsteds kolde teer – Hvilken gave! – at få en frisk drik med gylden farve og smag af appelsin (og alligevel være appelsinfri) - Der findes også en anden variant med smag af rose og litchi, og den har en fin sart rød farve, lidt som en tyndbenet Beaujolais. Så kan man hælde det op i langstilkede glas og lege hvidvin og rødvin😊

I samme boldgade har jeg fundet ud af at Skovlyst 0.5 pct Ellebryg er rigtig god. Den sammen med deres 0,5 IPA vinder Bogrums test af alkoholfri øl. Det er lige før man ikke føler sig snydt!

Opdagelsen af hvad røget paprika gør for dippen til gulerødderne 😉er også en slags gave.

Ugler, gaver og kolde theer, hvad med bogtips?

De kommer her - en lille broget buket af nyt, gammelt, sjovt og anvendeligt. (Du må selv finde ud, af hvad der er hvad). To af bøgerne er udgået fra boghandlen, så det er helt ok at du låner dem på biblo eller af en ven.

Den pailletbesatte kærlighedsgudinde, af Christopher Moore: Forrykt og sjov historie. Du møder den småkiksede pilot Tucker Case, hvis skæbne fører ham til et møde med en farverig transvestit, hvis kæleflagermus kan tale. Endvidere skal du hilse på ypperstepræstinden, troldmanden og de indfødte fra stillehavsøen Alualu, hvis religion består af flere overraskende elementer. Blandt andet tilbeder de en afdød pilot fra anden verdenskrig, som jævnligt sender budskaber til dem. Man skulle måske ikke tro det, men historien hænger faktisk sammen. (Det er en ældre bog fra 1997 - Den må du hente på biblioteket, eller låne af mig😊)

Sixten & Elvira, af Kathinka Lindhe: Her får du den dramatiske og tragiske historie om Elvira Madigan. Bogen er opbygget dokumentarisk, med fotos, breve, avisartikler m.m og er en spændende og overraskende gennemgang af en meget ulykkelig historie. Forfatteren er ingen ringere end Sixtens oldebarn. Den skam Sixten kastede over sin kone og børn ved sin handling har ligget som en skygge i generationer. Kathinka er dykket ned i historien og er nået frem til noget helt andet end den kærlighedshistorie, der oftest bliver fortalt om Sixten og Elvira.

Wild, af Cheryl Strayed: en slags vandrehistorie😊. Følg Cheryls imponerende vandring - 94 dage, fuld oppakning, knap 1800 km på stillehavsruten i 1995. Jeg tør dårligt nok gå en tur i baghaven uden at starte Runkeeper, AllTrials og Maps af frygt for at fare vild, så jeg er blæst bagover af respekt for hende. Hendes vildeste gadget er en vandremanual til stillehavsruten. Manualen er i bogform, og hun river siderne ud efterhånden, som hun når frem for at minimere vægten. Om du bare vil se på vandring fra lænestolen, eller om du selv overvejer en længere vandring, så er det inspirerende læsning på flere plan. Den findes også som film, og den skal jeg se næste gang, jeg sætter mig tilrette med en klidbolle😊

Til sidst -2 vigtige bøger

Jeg har valgt hele to bøger om stress, dels fordi jeg selv har haft brug for dem (og stadig har) og dels fordi jeg tror, der er rigtig mange der går og er på vippen, ikke får mærket efter. Hurtigere og hurtigere får man sagt ja til mere og mere. Det går altså bare ikke. Lige pludselig siger kroppen stop.

Min krop og min sjæl blev simpelthen sure på mig og vi havde denne konversation:

Stop nu. Du er ikke Batman, sagde min krop og sjæl i kor.

Jo da, jeg er Batman! vrissede jeg tilbage. (Jeg var begyndt at tillægge mig en ny vane med kun at tale ud gennem mine sideben). Og så fulgte en lang række Nej, du er ej - Jo, jeg er så ... NEJ! JO! NEJ! JO ... osv. (Du ved hvad jeg mener).

Indtil jeg pludselig en dag indså, at jeg ikke var Batman, men Skvatman. Og når man indser det, kan man hjælpes.

Sandheden om stress, af Søren Ballegaard, kan bruges forebyggende eller i opløbet og gudskelov også, når skaden er sket. Her får du tegnet og forklaret, hvad stress er, hvordan du måler stressen, og hvad du selv kan gøre på både kort og lang sigt. Gammel kinesisk lægevidenskab går smukt hånd i hånd med nyere vestlig medicin. Er du sådan en lidt handlekraftig type – man må da kunne gøre noget – så vil jeg anbefale denne bog. Du får konkrete anvisninger du kan følge.

Stressfri på 12 uger eller mere, af Majken Matzau & Christina Bølling, er mest af alt en kærlig hilsen og omsorgsfuld krammer til kvinder, der går ned. Her bliver man mødt med al den forståelse man kunne tænke sig. Og det er det man har allermest brug for, forståelse. Bogen er proppet med anvendelige tips og personlige historier.  

OBS - Alt efter graden af stress må man også få hjælp fra læge/psykolog/coach. Det er ikke altid nok med bøger, selv om man kunne fristes til at tro det.

Det var det ...

Med  ønsket om at du må finde de gaver der ligger til dig og finde mening med dem, der ikke giver mening, vil jeg slutte af  for denne gang. 

Tusind tak fordi du læser med. Det glæder mig😀 

Lys i vintermørke

Når det er mørkt og koldt, er det en god ide at samle på 'lysbilleder' - dem nævnte jeg også sidste år i november.

Det behøver ikke at være noget, man kan se med øjet. Det kan også være duften af nybagte vaniljekranse, eller af nyfalden sne. Det kan være lyden af en smuk julesang eller af døren der går, fordi din elskede kommer hjem (til DIG!) Det kan også bare være det, at ae hunden eller katten. Små og store ting, der gør dig glad.😀 

Der er altid lys et eller andet sted i mørket. Og nogle gange er det godt, at det er så mørkt,  for så kan man bedre se lyset👍.    

Tak for det gamle

Tak til dig, der har bakket Mies Bogrum op. Tak fordi du læser med.😀

Nu vil jeg ønske dig og dine kære en rigtig glædelig hvid jul. 

Og et genialt nytår skal du også have.

Og så til sidst et ønske om at vi alle får det lidt mere hammersjovt😉 og lidt mere grineren, og at der bliver højere til himlen og færre restriktioner.

God jul og Godt nytår.

Her til morgen

blev jeg fra pålidelig kilde informeret om, at der for enden af grusvejen befandt sig en stor, hvid musvåge. Jeg sprang i joggingtøj og gummistøvler, greb en kikkert i farten og ilede derop. Nåede lige at se den flyve væk over trætoppene. Øv, tænkte jeg, men min skuffelse varede kort.

Det var en klar og smuk oktobermorgen, solen var netop kravlet op over istidslandskabets højderyg og prøvede at råde bod på fætter dagsregns hærgen de seneste dage. Hestene var linet fotogent op og gjorde sig lidt til. Måske havde de også haft fornøjelse af at betragte den hvide rovfugl. Jeg spurgte om det virkelig var en hvid musvåge, og om den havde været der længe. De nikkede og gumlede videre på deres græs og stirrede ugenert på mig.

Det ene af føllene sparkede næsvist bagud og stirrede udfordrende på mig. Jeg kunne fornemme at den ikke var enig men hældte mere til, at der var tale om en fiskeørn.

Vi får os tit en lille snak. Hestene og jeg. Det er beroligende, de er gode til at nikke de rigtige steder, og de har virkelig noget fedt garn. Præcis som alpakaer, som jeg vender tilbage om lidt.

Lyde og høstsnak

Jeg har en form for tvangslyde – ved ikke hvad det hedder, men det er ligesom en lyd, der gentager sig i baghovedet. Det kan f.eks være én linje fra en dum sang, der klistrer fast i min hjerne som et stykke udtrådt tyggegummi på en lyserød Asics løbesko (sådan nogle har jeg nemlig). Og efter at have tilbragt 3 uger i Spanien med mange indkøb i LIDL har jeg denne sløjfe kørende: DINGDONG. Estimados Clientos! Abrimos caja dos.

I starten synes jeg det lød eksotisk og en smule alarmerende. Skulle vi evakueres? Var der opstået "En situation"? Var det en vigtig information, om hvilken vej vi skulle løbe ud? Og hvad så med alle indkøbene i vognen? Vi fandt dog snart ud af at det bare var en annoncering af hvilken kasse, man skulle gå til med sin kaviar og cava, og hvad der nu ellers havde sneget sig ned i de to indkøbsvogne.

LIDL i  Almunecar og visse andre supermercadoer er som at komme på et godt gammeldags spansk  torvemarked, hvor dagens høst og fangst fra oplandet falbydes. Der er tomater i mange varianter, kæmpe udvalg af fisk og blæksprutter og en masse underligt slik tilsat vitaminer. Vi fandt sågar en ’kaviar’ der var lavet på røget sild. Den smagte forbløffende godt og kan sagtens nydes på en trøffelchips.

Nuvel - vidunderligt gammelt pauseord - Hyletonen er ved at klinge af, hverdagens lyde som vaskemaskinens ’jeg-er-færdig-melodi’ og jinglen til ’Vild med dans’ har taget over. Og høsten er i hus.

Vi har nemlig også et slags lokalt mercado vi leverer til, nemlig en vinmand, der kommer og høster vores druer, laver vin af dem og giver os et par flasker. Det er virkelig vin-vin 😊.

Kender du det?

Du har lige købt den fine bog, boghandleren rakte dig med overbevisende mine. Den blå forside med guldprintede kanter tiltaler dig og lover dig et spændende eventyr. Dine forventninger er kørt i stilling og du er så klar til at forsvinde ind i denne bogs univers. Du småløber hjem for at sætte dig til rette i øreklapstolen, smider fødderne op på en puf - i en ruf - og slænger slumretæppet over benene.

Med læselampe tændt og en udsøgt men stadig velskænket portvin ved din side åbner du andægtigt bogen og læser med stor fryd prologen og den første side. ’Ah, det er godt det her,’ når du lige at tænke, da der er noget ved hovedpersonen, der irriterer dig. Og efter et par sider tænker du åh, nej og udstøder en fire-tonet disharmonisk lyd, som når nogen har svaret forkert i en radioquiz. Det var da ikke det, jeg forventede, tænker du. Hvorfor gør hovedpersonen nu sådan? Og hvorfor skriver forfatteren så nedladende til mig og bruger tåbelige metaforer - Det er alt for tydeligt, at han har været på forfatterskole og fået at vide, han ikke skal bruge fortærskede klicheer men selv skal finde på nogen.

Og det bliver bare værre og værre, og da du bemærker, at forfatteren for hvert kapitel begynder at opsummere, hvad hovedpersonen har lært, kan det være nok. Du rejser dig resolut for at fiske en anden bog ned fra reolen, der heldigvis bugner at gode oplevelser. 

Det irriterer dig lidt med den nye bog. Mon man stadig kan bytte den? Den er jo næsten ikke læst. (Nej, det kan man ikke!) Men så pludselig ringer telefonen. Det er tante Agnes. 'Du har vel ikke glemt mig?'   

Det er sandt- det er Agnes fødselsdag, og du har lovet at komme forbi og drikke kaffe med hende. Du får dig samlet i en fart og 10 minutter efter står du hos hende. 'Selvfølgelig havde jeg ikke glemt dig,' siger du mens du rækker den blå bog, du i hast har pakket ind. 'Undskyld jeg kom for sent'.  

Gamle tante Agnes er rørt til tårer over, at du kender hende så godt. Hun har ønsket sig den bog længe, men synes ikke, hun har haft råd. I sidder længe og taler dæmpet sammen. Hun har skiftet den lovede kaffe ud med kakao med flødeskum. Det kølige letsaltede smør klæder fødelsdagsbollerne, der smager lige tilpas af kardemomme. Agnes fortælle anekdoter fra sin barndom. Og det er bestemt ikke kedeligt, selvom du har hørt dem alle før. Hun takker igen for den fine bog og kniber dig kærligt i kinden, som var du et lille barn. Du smiler glad.    

Nå, jeg ville bare høre om du kendte det?

Det gør jeg. Og pointen er, at ofte gør det ikke noget, at tingene ikke bliver LIGE, som man forventer, fordi man i stedet får en anden god oplevelse. Eller en anden får en god oplevelse. Tante Agnes for eksempel😀

Jeg har netop læst

’Eleanor Oliphant har det helt fint'. Det er en bog der har solgt stille og roligt her hjemme. Jeg troede først og fremmest at bogen var lårklaskende morsom, og havde forventning til en læseoplevelse a la Project Rosie (som i skrivende stund desværre kun fåes på engelsk.) Og jeg så meget frem til denne oplevelse.

Forlaget skriver blandt andet: Eleanor Oliphant er en socialt kejtet kvinde, der lever et liv i ensomhed. I hverdagene passer hun sit kontorjob, og weekenderne består af dybfrost-pizza og vodka. Men hun har det helt ’fint’, og ingen har nogensinde fortalt hende, at livet kan være mere end det. Alting forandrer sig dog, da Eleanor møder Raymond, den kluntede, usoignerede IT-fyr fra kontoret...

Humoren er dog slet ikke det bærende element, men et nødvendigt kit, der gør bogen tålelig at læse. For det er en meget trist historie, der fortælles og den ville være helt ubærlig uden et befriende grin ind i mellem. Den er trist – den er sørgelig depressiv, men samtidig rørende og sjov. En stærk læseoplevelse, som bare var anderledes en forventet.

Da jeg begyndte på Hørslevs 'Halvt i himlen', som jeg lige nævnte sidst, forventede jeg at opleve et København fra 1920’erne. At fornemme stemninger og dufte fra et andet århundrede. Og det fik jeg – jeg fik også stanken fra undertrykkelse og pisserende men også en tur i tivoli og en tur i bådene fra bådudlejningen på Nørrebro. En god og medrivende læseoplevelse. (Det er lidt sjovt at de to forlystelser også er scener i Jesper wung sungs ’En anden gren’. )

Nu er jeg lige gået i gang med en 'Gentleman i Moskva' og har primært forventning om at få et indblik i tiden efter den russiske revolution, men mon ikke der drysser andet af også. Jeg har hørt så meget godt om den bog. 

Forlaget skriver blandt andet:  Det er i årene umiddelbart efter Den Russiske Revolution, og Rostov idømmes livslang husarrest på hotellet. Træder han uden for hoveddøren, vil han blive skudt ned på stedet. Alexander Rostov er en dannet og vidende mand med et ukueligt sind, men han har aldrig rørt en finger i hele sit liv. Nu skal han stige de 110 trin op til et lille hummer under loftet hver aften og ned igen hver morgen for at gå til hånde på hotellet. Det gør han i de næste fire årtier, og det kunne lyde som en trist skæbne. For grev Rostov bliver det en gave, og for de mange fantastiske mennesker omkring ham bliver det en fest.

En morgen stod jeg

og pakkede bøger ud i boghandlen, som jeg så ofte gør, og mellem mange andre spændende nyheder dukkede 'Den lille bog om alpakaens filosofi' op. Åh, hvor er den fin. 

Bare det at se på denne charmerende bog gjorde mig glad, og da jeg åbnede den, blev jeg endnu mere glad. Den består af 100% ren kærlighed, karma, humor og alpaka-fun-facts. Plus en test hvor du kan finde ud af, hvilken dyrepersonlighed du har - på en skala fra påfugl til besvimende ged. (Jeg landede et sted mellem grævling og heldigvis også alpaka.)

Bogen giver praktiske anvisninger til hvordan man selv kan blive en alpaka - i overført betydning – altså mere venlig og empatisk og i balance. Nu siger jeg ikke mere. Køb bogen til tante Agnes eller til dig selv og bliv glad i låget for en stund.

En anden skøn bog er Matthesens  'Livsstil er en livsstil,' hvor Anden øser ud af sin livsvisdom.

Bogen er en parodi på selvhjælpsbøger og jeg frygtede først at den var lidt for morsom - en bog, der bliver udgivet ’fordi man kan’. Men igen fik jeg en anden og bedre oplevelse en forventet. Det er en skøn og skæv bog, spækket med gode slap-nu-lidt-af-budskaber. OG masser af lårklask-grinere. Jeg er meget glad. 

Det var alt for denne gang,

Tusind tak fordi du læser med. 

Må den skønne lave oktobersol finde ind i din stue og sprede lidt god alpakastemning😀

Privat, personlig eller uvedkommende

Jeg har lige været på en utrolig underlig diæt i forbindelse med en undersøgelse. Jeg måtte godt spise tørt toastbrød med kogt kylling, men måtte f.eks. ikke få oliven i min Dry Martini og andre umenneskelige regler. Det var et par meget hæslige dage - ikke bare på grund af det med den oliven ... Den kloge af os siger nu, at jeg skal lære at skelne mellem privat og personlig og måske skrive om den hændelse i min (private) dagbog i stedet. Jeg nikker eftertænksomt.

Tror godt jeg forstår, hvor han vil hen. Forleden kom der f.eks. en kunde ind og sagde ordret: "Har du et lille liv?" Jeg regnede ud, at hun nok mente titlen på en frygtelig sørgelig bog omtalt under de grumme, men alligevel fik jeg trang til gå i forsvar og spørge, om det ikke var et ret personligt spørgsmål på grænsen til det private - og måske endda uvedkommende.

Så for ikke at rode for meget rundt i begreberne og apropos oliven og dagbog kommer her i stedet et lille klip fra guldbogen, den lille uegennyttige guldgrube af rejseminder og fifs. Har du aldrig hørt om den før, er der mere at hente under Story to go. 

Nå, nu slår jeg op et tilfældigt sted i de guldrandede salmebladstynde sider. Næh, se nu her! Det er sørme fra Spanien, hvor vi lige har været😲.

Almuñecar, Spanien - 2. september

Vi var stået tidligt op – eller også var vi bare stået op. Solen skinnede fra en kodakblå himmel, og vi var på eventyr. I huset, vi boede i, lå en informationsmappe, hvor jeg havde fundet et par krøllede A4-sider om en lille bjergby, Acebuchal, der har en meget grufuld, men også smuk historie.

Rutebeskrivelsen lød også spændende. Bjergvejen, vi skulle ned ad, var beskrevet i vage vendinger: Den var bred nok til, at der kunne køre en bil, men det var muligvis bedst, hvis man var rutineret i bjergkørsel og måske ikke kørte der, hvis det lige havde regnet. Nå ja, og så var det var en grusvej. Men vi har jo en vis rutine i grusvej, skønt den ikke er helt så stejl. 

Når vi kører i bjergene i Spanien, sørger jeg altid for at medtage en halvanden liters flaske med vand. Den ligger bare i bagagerummet, så når vi løber tør for benzin eller motoren står af, har vi en flaske lunken vand med plasticsmag, vi kan trøste os med, indtil vi enten bliver overfaldet af landevejsrøvere eller hjulpet af den lokale vejhjælp, Grua, hvad der er i princippet går ud på eet. Det er godt at have vand bagi, som man siger🤔.

Denne gang røg der også et badehåndklæde derom i tilfælde af, at man fandt en flod, man kunne dyppe sig i eller muligheden for at tage en shower i et lille vandfald.

Spøgelsesbyen Acebuchal

Klemt inde mellem de høje bjerge lå engang en lille bitte bjergby med gode mennesker, der klarede sig selv med husdyrhold, kalkbrænderi og olivenproduktion. Byen lå ved en muldyrssti, der nærmest var en hovedtrafikåre der gik fra Granada til Nerja, og mange handelsrejsende benyttede denne rute og gjorde stop i byen for at forfriske sig og vederkvæges, havde jeg læst.

Jeg vil også vederkvæges, sagde jeg til min rutinerede chauffør (aka min tro væbner). Og en del af formålet med turen var netop at besøge Antonios Restaurant, en lille oase i en grøn dal. Ham vender jeg lige tilbage til.

Den grusomme og blodige del af Acebuchals historie skyldes borgerkrigen. Under Francos terrorregime passede byens borgere længe på modstandsbevægelsen, de spanske Marquis, ved at hjælpe dem med at skjule sig i huler i nærheden og ved at give dem mad. Men de havde dog ikke uanede ressourcer, og Franco og hans onde mænd åndede dem i nakken. Presset blev for stort, folket begyndte at forlade byen, og sluttelig jog Franco de sidste beboere væk.

Den lille bjergby stod forladt helt frem til 1998, men så begyndte der at ske noget. Nogle af byens børn, der nu var voksne, satte sig for at genindtage deres barndomshjem. Føromtalte Antonio og hans kone Virtudes stod i spidsen for dette projekt, og de fik møjsommeligt genopbygget og restaureret byen – de første 5 år uden elektricitet eller rindende vand. Der blev med tiden behov for en kro/bar, og i 2005 åbnede Antonio og frue en restaurant i byens gamle skole.

Restaurante Acebuchal

Besøget her er virkelig værd at skrive om.

Restauranten sætter stor ære i at lave vildt 😊 gode vildtretter. Jagten foregår nærmest i baghaven, et stort privatjagtområde grænsende op til byen. Det er simremad, når det er bedst. Rustikt og velsmagende, serveret med lækre stenovnsbagte brød. Gid alle dog lavede mad på den måde. 

Og så har de også forstand på at indkøbe en god lokal vin. Vi fik Rey Zagal Crianza fra Granada og tro mig, det var som at komme et smut tilbage til dengang, en god spansk vin smagte som en god spansk vin. 

Man skulle næsten tro, de prøvede at hverve flere indbyggere, for det er stadig småt med det. Og med udsigten oveni, krævede det en lille overvindelse at forlade stedet. Men vi skulle videre og udforske bjergene bagved. 

Efter frokosten

Gik vi en runde i den pittoreske by.

Nu var tiden kommet til at udforske baglandet og måske finde den flod og det vandfald, vi havde læst om. 

Og det lykkedes. Trods at gennemløbet i floden var på sit laveste, fandt vi et lille bitte vandfald, man kunne pjaske rundt i. Det var ikke spor koldt😲. Og vandet er så rent, så rent. Og der er så stille derude i bjergene, og jeg fandt vild rosmarin, som du lige får et billede af til sidst. Den endte på toppen af grillede tomater med feta og mozarella et par dage senere.

Se, det var en rigtig dejlig dag.

Med disse billeder siger jeg tak for denne gang

1000 tak, fordi du kiggede med😀 Det gør mig glad. 

Det var mere guldbog end bogtips for denne gang, men jeg har lagt i kakkelovnen som man siger – Det er  jo den tid på året.

Håber du nyder efteråret og hygger med gode bøger og varm kakao. 

Tidligere opslag kan stadig ses.

Del siden