Om at få udgivet sin bog

Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad jeg taler om. Selvom jeg har været i processen længe, har jeg stadig ikke fået udgivet min bog. Men jeg skal nok få udgivet den. 

Fordi jeg vil - Min længsel er mindst lige så stor som Iznogoods, der VIL være Kalif i stedet for Kaliffen, selvom jeg forhåbentlig ikke kommer til at ty til helt så tarvelige midler, som han gør. Kender du ham? Han er fra en gammel tegneserie, der bør være led i almen dannelse. 

Nu vil jeg gerne dele mit skriveeventyr med dig, uanset at jeg endnu ikke ved, om det ender lykkeligt. 

 (Jeg har dog fået udgivet de små novellesamlinger Story to go I og II, men stadig ikke min roman.) 

En kølig aften i  marts 2012 mødtes jeg med andre håbefulde forfatterspirer på en nedlagt slagterifabrik i Roskilde, hvor INSP havde arrangeret en forfatter- workshop. Simon Fruelund var mentor på et aftenforløb, hvor vi fremviste vores skriverier og diskuterede dem.

Jeg havde en ide til en roman og havde i flere omgange skrevet 3-4 sider til skuffen, og tænkte at jeg efter dette faglige indspark, bare skulle skrive romanen og se at få den udgivet. Lone Birgitte Ladekarl, der var en af deltagerne på holdet, fortalte, at hun allerede havde skrevet en roman og at ja, den var færdig. Hun havde tillige udgivet en novellesamling på BoD (Book on Demand). Jeg var imponeret og følte mig ret lille med mine skuffeskriverier. Nå, men det gør jeg da også bare, tænkte jeg. Skriver den roman - og udgiver den. 

Jeg indrettede et kontor i kælderen og skrev og skrev og skrev. Lone og jeg fandt sammen i en lille skrivegruppe, så alt hvad jeg skrev, blev vendt med hende. Virker det? Er historien god nok? Fungerer dialogen? Og jeg skrev om undervejs. Kasserede, fandt på nyt og omformulerede.

Jo, jeg var flittig. Men jeg havde et fuldtidsarbejde at passe, og var også i gang med at blive faglært boghandler, så det var svært at finde tiden til det hele. Men jeg speedede bare tempoet op, når jeg skrev. Og vupti - to et halvt år senere - var bogen færdig! Troede jeg.

Lone stirrede vantro på mig.  "Så du er klar til at udgive nu?"

Jeg nikkede ivrigt. 

"Jep, jeg skal bare lige have nogle læsere på og rette op på de værste brølere."

Fortsættes efter reklameblokken...

August 2014 og de første aha'er

At give sit manuskript ud til de første læsere og vente på feedback, er meget grænseoverskridende. Man har hele tiden lyst til at løbe tilbage, flå manuskriptet ud af deres hænder og komme deres kritik i møde med undskyldninger:

-Jeg har altså ikke sat kommaer ...

-Det er jo bare en skitse ...

-Jeg kan selvfølgelig sagtens skrive bedre end det ...

-Ved godt, plottet er lidt ups ...

-Ved godt, der helt mangler et plot ...

-Tror du det med plottet, er vigtigt?

Det, de første læsere fik, var en lille god historie på 112 A4-sider uden den helt store korrekturlæsning og finpudsning. Jeg synes det er spild af tid at rette og sætte kommaer, hvis man alligevel ender med at skære afsnit fra. Jeg luger dog altid slåfejl og stavefejl fra, inden jeg udleverer til en betalæser. Altså de fejl jeg opdager.

Jeg gav den til et par kollegaer. De syntes vist ikke specielt godt om den, men svarede høflig: ''Den er da meget god, men for kort..." En feedback, der er svær at arbejde videre med. Jeg var også skuffet over deres manglende begejstring. De er udenfor min målgruppe og kan derfor slet ikke se, hvor godt det er, tænkte jeg surt. :-) Det kan man vælge, at blive ved med at tænke, og så bliver der stensikkert ikke nogen god bog ud af det. Så op på hesten igen.

Jeg gav forfatter Eva-Maria Fredensborg mit manuskript, og hun vendte tilbage med en skarp feedback, der resulterede i en større omskrivning. Hun var hård men ganske retfærdig, og jeg begyndte at indse, at det egentlige arbejde med min roman først lige var begyndt.

Hendes konstruktive mail-feedback startede med ordene: "Du har en rigtig god historie og sproget til at fortælle den. Det er og bliver de vigtigste forudsætninger, og det er på den baggrund, du skal læse mine forslag til forbedringer." Og så kom der en lind strøm af plusser og minusser og gode ideer. Især havde jeg glæde af denne sætning:  "før datid – let’s face it – er ikke den mest dynamiske og sanselige tidsform."  Den sammen med en kritik af mine bærende personer, gav mig skubbet i den rigtige retning. Et arbejde med at gøre min tekst og mine personer levende tog fart. Det var skønt, at Eva-Maria så tidligt i processen trods alt troede på min bog og gav sig tid til at dele ud af sin erfaring.

De første aha'er:

😮Jeg laver mange fejl, når jeg skriver, og det ved jeg godt. Men jeg troede bestemt, jeg ville fange dem i min egen korrekturlæsning. Jeg var ikke klar over, at jeg var så blind for egne fejl.

På et tidspunkt sagde min coach, Morten Ellemose, at der var en del slå- og stavefejl i mit manuskript. Haha, hvor? tænkte jeg. Mon ikke han roder et par manuskripter sammen? Nej, det havde han ikke gjort. Han havde ret. Måske skyldes det, at man læser sin egen tekst igen og igen? Når jeg læser andres tekster, snubler jeg med det samme over stavefejl med mere. I mine egne tekster er det de mest utrolige ting, jeg har ladet passere. Jeg lærte med tiden at fange flere fejl ved at læse teksten højt for mig selv i vis udskrift-versionen. Det hjælper at se teksten på en ny måde. Jeg fanger også flere i en printet version. Har også fået et tip om at skifte skriftype eller farve for at fange endnu flere fejl.  

 😮Når man skriver i datid, som nok er den mest almindelige fortælleform, troede jeg, at et tilbageblik skulle fortælles i før datid. Men det behøver man slet ikke. (For nogle er det her selvfølgelig indlysende.) Man kan med små greb skifte over til nutid eller datid. Man kan lave en overgangssætning, en datering eller lignende, der viser at scenen er før fortællingens nutid, og så fortsatte i den tid historien ellers er fortalt i.  

  😮Al konstruktiv kritik er en gave, der bør modtages med stor taknemmelighed. 

Fortsættes...

Oktober 2014 og det næste aha

  Jeg arbejdede flere måneder med Eva-Marias feedback og fik især gjort noget ved sproget. Der blev også bygget flere lag på mine personer, så de blev mere livagtige.   Rigtig stolt af mit grundige arbejde sendte jeg nu manuskriptet til to udvalgte læsere: Inge Andreasen, min gode boghandlerklassekammerat og superlæser; hun læser f.eks. bibelen i flere udgaver bare for sjov og Lisbeth Mikkelsen, kommunikationsmedarbejder, underviser på boghandlerlinien i Odder, storlæser og muligvis i min målgruppe. 

  Her er uddrag fra min optimistiske mail til Lisbeth november  2014 :

Jeg har lige kontaktet et forlag for at høre hvilket format de vil have det i osv. Jeg har sendt romanen til Inge fra klassen også. Hun er jo en meget dreven læser. Når jeg har hørt fra hende løber jeg romanen igennem en sidste gang. Inklusive korrektur. Og så afsted med den ;-)

  Inge var benhård og vendte tilbage med 2-3 stjerner ud af 6 mulige. 'Stjerneregnen' blev ledsaget af en grundig kritik, hvor både plusser og minusser blev fremhævet. Det er noget af den mest øjenåbnende feedback, jeg har fået. Lisbeth var mildere stemt, men havde ligeledes en række væsentlige kritikpunkter. Det største problem var kronologien eller mangel på sammen. Der var for mange uoverskuelige tilbageblik. Det andet problem var selve genren. Den ene brugte ordet Harlequin-roman, og den anden nævnte Barbara Cartland. Jeg forstod budskabet. Der er ikke noget galt med den genre, men det er bare ikke det, jeg ønsker at skrive. Altså: Flere lag på personerne og en tur med lugejernet i klicheerne(igen).

  Jeg krummede mig sammen over computeren igen. Jeg tastede og tastede, jeg græd og jeg lo, og dag blev til nat og nat til dag. Og pludselig var der gået et år...

Dette afsnits aha:

🤔Bare fordi historien er skrevet, er det ikke sikkert, den er klar til udgivelse.

🤩Skarpe betalæsere, der tør sige sandheden, er guld værd. 

Fortsættes efter reklameblokken....

Der gik et års tid

Og så var romanen klar, igen!

  Som boghandler kender jeg diverse salgsrepræsentanter og tænkte naivt, at det kunne være en vej ind til en redaktion. Således havnede mit manuskript på Politikens forlag, der sagde nej tak uden begrundelse. I dag behøver jeg heller ingen forklaring. Det var ufærdigt og tyndbenet. Af flere årsager stod min skriveproces herefter stille et halvt år, men jeg tog fat igen og arbejdede seriøst med min historie.

  En dag stod Helle Vincentz i den boghandel, jeg arbejdede i. Vi var ved at promovere hendes bog 'Stjålne liv'. Jeg spurgte frejdigt, om hun ville læse et kapitel eller to af min roman. Det ville hun, og kort efter ringede hun sin redaktør op på L&R og lagde et godt ord ind for min roman på baggrund af de første kapitler. Jeg blev vildt glad og stolt.

  Juni 2016 fik jeg afslag fra L&R, dog med en begrundelse:

Tak fordi vi måtte læse med på dit manuskript. Desværre vil vi ikke gå videre med det. Det er sådan set en god historie, du har skruet sammen, men vi synes, at det bliver en lidt overfladisk handling uden den dybde, som er nødvendig for, at vi som læsere bliver grebet af fortællingen for alvor. Efter vores mening kommer man ikke tæt nok på personerne til, at man rigtig lærer dem at kende, sympatiserer med dem og forstår, hvad der driver dem – og det er en skam.

  Generelt får man ikke begrundelse for afslag, så jeg var taknemmelig for at jeg trods alt, fik noget feedback,  jeg kunne bruge. 

 Jeg har efterfølgende spurgt nogle forlag, hvordan forholdet er mellem det, der bliver sendt ind, og det der bliver udgivet. Gyldendal, Politiken og Lindhardt & Ringhof modtager til sammen op til 2200 uopfordrede manuskripter årligt. I bedste fald bliver 3-4 af dem udgivet.

Så lærte jeg dette: 

Det er svært og næsten umuligt, at blive udgivet hos de store anerkendte forlag. At kende nogen med adgang til en redaktion er ingen garanti. 

🤔Manuskriptet vurderes på, hvad det er, når forlaget modtager det, og ikke hvad det eventuelt kan løftes til med en redaktørs kyndige hjælp. Det skal være helstøbt og stå knivskarpt, for at komme i betragtning. Senere skulle jeg erfare, at det ikke nødvendigvis er nok.

Fortsættes.

Del siden