Bagsidetekst

  En forårsdag i 2015 havner en journalist på et gammelt brunt værtshus på Nørrebro. Han er i gang med research til en fotobog om 'næsten forladte steder' i København. Stedet er så trist, han beslutter at gå videre, men pludselig får han øje på et foto af en 10-årig pige på barens opslagstavle. Hvem er hun?

  Snart udrulles en dramatisk historie, der startede mange år tidligere. Det er sommeren 1992, der er hedebølge, og Danmark vinder EM i fodbold. Anja bliver fyret fra sit job som koordinator hos IBM. Ydmyget og sårbar tyr hun til det lokale stamsted. Her bliver hun fristet af et tvivlsomt tilbud, og inden hun får set sig om, befinder hun sig i et farligt miljø i Sydspanien med en mand, hun knap nok kender.

  Romanens andet spor følger Peter på Nørrebro. Peter sidder forvirret tilbage og undres over hvad, der er sket med Anja. Han plages af et gammelt traume, men pludselig får han andet at tænke på, da det går op for ham, at Anja er i fare.

  'Bourgonvillaens skygge er en skøn og sprudlende fortælling med masser af lokalkolorit og stemningsbilleder fra Spanien, Marokko og det københavnske bromiljø i de ubekymrede 90'ere.'

- en næsten uvildig læser

'Bourgonvillaens skygge er en spændende historie befolket af interessante, tredimensionelle karakterer. Historien fangede min interesse fra start. Plottet er velgennemtænkt og uforudsigeligt, karaktererne er realistisk tegnet og på hver sin måde sympatiske.'

- En helt uvildig læser

'Den er helt vild god.'

- En helt vild læser

Her får du de første sider af Bourgonvillaens skygge.

Glasset, marts 2015

  Det bundløse Glas, står der med afskallede, blåmalede bogstaver på den cementgrå facade. Et skilderi af Storm P's Perikles med en rød Tuborg i hånden pryder muren ved indgangspartiet. Jeg kigger gennem de fedtede ruder. En ældre matrone i store gevandter og stramt opsat hår går og støvsuger. Det må være her. Døren står åben, jeg stikker hovedet ind. Den lave sols stråler danner flimrende gulbrunt støv; en tung lugt af gammelt værtshus slår mig i møde. Om man så gjorde rent her i hundrede år, ville lugten stadig sidde i væggene. Hvad ville væggene fortælle, hvis de kunne tale? Kunne det være en titel?

  Hun fortsætter støvsugningen, mens hun måler mig med øjne, der udviser en mat årvågenhed, som en soldat, der er træt af at være på vagt. En cigaret dingler i mundvigen.

  Jeg er en fremmed, en stranger. Hvis dette var en amerikansk film, ville en vindheks trille forbi, et ekko af en skudduel ville fortone sig til en titelmelodi, der er så kendt, at man har glemt, hvor den hører til.

  Værtshuset er indrettet med båse, der står tomme, men bordet lige indenfor døren til højre er besat. Slidte ansigter kigger på mig med en blanding af nysgerrighed og irritation over at være blevet forstyrret i deres kortspil.

  Konen hiver stikket ud af væggen og ser afventende på mig. Hun har endnu ikke besluttet sig for, om jeg er strømer eller pusher.

  Jeg tager chancen, går lige på uden at præsentere mig.

  "Må jeg stille et par spørgsmål?" Kan se i hendes øjne, at der slukkes for pusherskiltet.    Hun skodder sin cigaret og puster røgen ud med et resigneret suk.

  "Er det om Anja?" Et pludselig glimt i hendes trætte øjne. "Der er vel ikke noget nyt?"

Ved ikke om det er en åbning, jeg kan bruge. Hvem fanden er Anja?

Jeg forsøger mig.

  "Hvis væggene kunne tale, hvad ville de så fortælle?" Jeg får en dårlig smag i munden, er næsten sikker på, jeg fremstår som en opblæst nar.

Hun glor surt på mig. Nu er jeg helt sikker.

  "Du er journalist!" siger hun tvært. "Jeg plejer ikke at være så længe om det. Skal du drikke eller snakke? Hvis du skal have latte eller andet nymodens kaffehalløj, er du gået forkert."

  Demonstrativt vender hun ryggen til, ruller ledningen rundt om albuen med effektive bevægelser og fastgør den på støvsugeren. Den må være mindst 30 år gammel, den model.

  Jeg skæver til uret på væggen. Viseren går forvirrende nok den forkerte vej rundt. Men jeg kan stadig afkode klokkeslettet. Selv for mig er det lige tidlig nok til en øl. Men hvis jeg trækker den et minuts tid, er det lige før, det bliver legalt.

  "Giv mig en Hof."

  "Glas?"

  "Nope." Så kan hun lære det. Jeg kan også være studs. Fire gamle casinospillende sutter og en sur kromutter. Det er ikke en gang sikkert, at jeg gider at skrive om dem.

  Jeg snupper min øl plus Ekstra Bladet og sætter mig i en bås. Ser mig om. I Guder, her er dødt og trist. Det er trods alt midt på dagen (ellers ville jeg jo ikke købe en øl). Beslutter mig for at drikke ud og finde et mere inspirerende sted.

  Min bog skal omfatte de gamle brune værtshuse, der stadig er liv og glæde i; kernen af trofaste mennesker, der dagligt møder op og betragter stedet som deres andet hjem. Hjemmet, hvor man trodser ethvert rygeforbud uanset antal kvadratmeter. Skæbner der argumenterer ud fra deres begrænsede univers. "Der er sgu ikke nogen, der skal bestemme, om jeg skal ryge. Det er en menneskeret." Det skal handle om dem, der ufordøjet gentager det, deres forældre altid har sagt: "Man må ikke tale med mad i munden. Albuerne ned fra bordet, knægt." Skæbner, der er opflasket med bordskiksregler, der skal overholdes, af forældre, der drikker sig i hegnet og ingen skam har over at give deres barn en ordentlig røvfuld, så længe det ikke bliver opdaget.

  Det skal handle om dem, der ulig eventyrene ikke pludselig står med prinsen og det halve kongerige. Kort sagt, historier, der bør fortælles. Helt ærlig, klientellet her inspirerer mere til en halvfesen børne-abc. Skal bare lige finde noget der rimer på ’gammel kone med Nilfisk’ og ’4 sure cerut-starutter’.

  Må lige huske at notere det. Måske er det ikke nogen dårlig ide.

  Emil, min foretrukne fotograf, har tippet mig om stedet.

  ”Det er lige det, du søger,” lovede han mig begejstret. ”Interiøret er perfekt. Gamle brune træmøbler, brune panelvægge, billard, dart, orange gardiner, der vist er ment for at pifte stedet op. Anløbne spejle i baren. Ingen fadølsanlæg. Ingen vin. Kaffen er kaffe. Punktum. Kromutter er også autentisk. Stor Mamma.”

  Jeg ser mig omkring. Emils beskrivelse sidder lige i skabet. Burde det få en chance? Indrømmet, jeg føler mig på en måde hjemme. Stedet minder om de vandhuller, jeg selv frekventerede i de glade 80'ere. Og 90'ere for den sags skyld. Var de ikke lukket ned en for en, var jeg såmænd nok også blevet hængende til langt op i 00'erne. Vil skrive i bogen, at jeg selv har slået en fold eller to slige steder. Om man så må sige. Note til mig selv: slige steder, frekventeret og om man så må sige. Men det må noteres senere. Tidspunktet er ikke det rigtige.

  Læser overskrifterne i Ekstra Bladet. En ny 'Det-dør-du-måske-af'-overskrift fylder det meste af siden. Jeg orker ikke at læse artiklen. Hverken den eller de andre. For år tilbage ville jeg have skimmet samtlige artikler og noteret mig alle bylines. Frydet mig over dem, der var min egne eller en god kollegas. Nu kender jeg ikke så mange mere, og dem jeg kender, interesserer mig ikke. Det hele foregår på en anden måde nu. Det er for længst slut med de gode tider inde på bladet. Den hektiske stemning op til deadline, artikler der skulle fejres, kammerateriet med ugebladsjournalisterne, hædring af cavlingprismodtageren, seks-dages-løb, gaverne, fribilletterne, moralen eller mangel på samme omkring bestikkelse. It's all gone.

  I slutningen af 90'erne begyndte netaviserne for alvor at tage over. Det hele skulle gå så skidestærkt. Min gamle redaktør synes ikke længere om min vits: Intet nyt er godt nyt. Pludselig stoppede festen, som blev der trukket et stik. Jeg var en af få, der overlevede længe nok til selv at træffe valget om at forlade avisen. Jeg blev freelancer. Vænnede mig til det og fortsatte med den seriøse fredagsdruk.

  De seneste år har jeg skrevet en del fagbøger. Mest rejsebøger. Men så faldt jeg over en bog, der hedder Abandoned Places. Den indeholdt fotos af steder, der, som navnet siger, er blevet forladt. En by, en fabrik, en gammel mølle. En fascinerende bog, hvor hvert billede rummer mange uskrevne historier og stiller mange spørgsmål. Hvem var de sidste, der forlod lokalet? Hvad var det sidste, der blev sagt? Så fik jeg ideen til en tilsvarende bog, men hvor stederne endnu ikke er forladt, og der stadig er nogle til at svare på spørgsmålene. Minder mig om, jeg lige skal høre Emil, om jeg kan lokke ham til at tage billederne til bogen, når nu han er så glad for ideen.

  Jeg vil finde steder, der stort set ikke har ændret sig siden 50'erne, men som stadig benyttes. Et gammelt vaskeri, hvor der stadig står en gruekedel, en trappeopgang hvor messingskilte forkynder at handel og betleri frabedes, en gammel etageejendom i den sorte firkant, hvor der stadig er lokummer i baggården, eller som her: et gammelt brunt værtshus. Og indtil videre har jeg, af grunde jeg ikke har lyst til at analysere, kun fundet værtshuse. Fortrinsvis på Nørrebro og Vesterbro. Og som min research skrider frem, tror jeg, at de bliver omdrejningspunktet, måske peppet op med lidt faktabokse om nærmiljøets historie.

Vidste du, at Den sorte Firkant på Nørrebro muligvis hedder sådan, fordi der engang lå et forurenende jernstøberi. Og ikke fordi, som man måske skulle tro, at der er flyttet så mange somaliere til?

Nej, sådan noget kan man slet ikke skrive i dag. Dårlig, upassende og farlig joke. Egentlig ikke dårlig, muligvis upassende, men potentielt farlig. Problemet er, at visse gale mennesker ikke er klare i spyttet om, hvad de er så helvedes sure over, så deres vrede projiceres i tilfældige retninger, og det kan i værste fald udløse meningsløse dødsfald (som mit eget). Note til mig selv: Skriv ikke om somaliere.

  Sidder og inhalerer miljøet, mens jeg med passende mellemrum bladrer i EB.

  Mamma kører en gammeldags forvasket karklud hen over bordene, mens hun af og til skotter til mig. Minder mere om en oppassers vagtsomme blik end den gode værts, der sikrer gæstens tilfredshed.

  Kort-starutterne sidder stilfærdigt og melder, giver kort, tager bunker, drikker og bunder, og tager en omgang mere af det hele. I ly af avisen skribler jeg hurtigt alle mine tanker i min Moleskine. Der er noget her. Kan godt lide det med faktaboksene. Tror jeg vil smutte hjem, google lidt lokalhistorie og skrive videre. Jeg tror jeg har lagt den store linje i bogen: Værtshuset som omdrejningspunkt for lokalhistorien, godt krydret med fotos. Så jeg bliver nødt til som det første at alliere mig med Emil.

  Idet jeg rejser mig, får jeg øje på opslagstavlen nede ved billardbordet. Jeg tager øllen i hånden og går derhen. Opslagstavlen er flankeret af blikskilte med varierende budskaber:

Hvis du drikker for at glemme, bedes du betale forud.

Her tror vi på Gud, alle andre bedes betale kontant.

Don't drink water. Fish fucks in it.

  Jeg tager en ordentlig slurk direkte af flasken for at skylle efter og studerer så opslagstavlen. Hessian, kortnåle og tegnestifter. Ikke noget skøjtende magnet-mareridt. Postkort, gulnede avisudklip og fotos i flere lag pryder tavlen. Fotos, hvor fotografen har forsøgt at få så mange personer med som muligt, så det er svært at se, hvor og hvorfor billedet er taget. Der skal et foto af den opslagstavle med i bogen.

  Et håndskrevet A4-ark er placeret lige i midten oven på nogle andre opslag og gør opmærksom på den årlige tur til Bakken. Tilmelding til Antonia senest i går, står der. Lige til højre for titter et skolefoto frem. Jeg linder lidt på arket. Fotoet viser en 10-årig pige med skævt pandehår og rottehaler, kønne øjne og et stort smil, der afslører at hjørnetænderne netop har meldt deres ankomst.

  Jeg kan mærke noget bag mig. Mammaen troner pludselig ved siden af mig. Jeg slipper hurtigt arket.

  "Du vil måske gerne med på Bakken?"

  "Det ser da hyggeligt ud," forsøger jeg.

Hun hoster rallende. Jeg opdager, at det er et grin.

  "Så er du lidt sent på den." Jeg bemærker nu, at også dette opslag er gulnet, og det selvfølgelig er en udflugt for mange år siden, der er tale om.

  "Den var ellers god, den tur." Hun udtaler alle ord fuldt ud, et dansk, der ville gøre sig i 50'erne, tænker jeg. Jeg får en næsten ubændig lyst til at sige en sætning, der indeholder udtryk som 'milde moster' og 'vor fader bevares' og afslutte den med et 'Ikke sandt?'

  "Var I af sted hvert år?" bliver det til.

  "Vi var af sted nogle gange. Jeg husker ikke hvor mange."

  "Hvorfor var denne tur særlig god?" Jeg prøver ligesom mammaen at sige god i stedet for go', men det lyder virkelig mærkeligt. Jeg forventer næsten et: 'Gør De nar, min gode mand?'

  "Det var faktisk alle turene, der var gode," siger hun. Hun vender sig halvt. Jeg fornemmer at audiensen er ved at være forbi. Fint med mig. Jeg kan sagtens skrive om den fuldemandsudflugt uden at have været med.

  Hun peger på skolefotoet.

  "Det er Anja." Et næsten umærkeligt omslag i hendes hæse stemme.

  Hun løsner fotoet og kigger længe på det.

  "I guder, jeg savner det tossede pigebarn." Jeg står stille. Begynder at blive lidt nysgerrig.

  "Jeg troede lige, at du kom med noget nyt. Det er ikke første gang en fremmed, skaber håb hos mig. Og jeg bliver lige skuffet hver gang."

  Hun kigger på mig.

  "Undskyld, jeg var vist ikke særlig venlig før."

  "Det er ok." Synes måske heller ikke, at jeg selv har udvist allerstørste venlighed.

  Hun vender sig, stadig med fotoet i hånden og går hen til baren, jeg følger tøvende efter og sætter mig forsigtigt afventende på barstolen, bange for at ødelægge øjeblikket.     Mammaen rækker ud efter et viskestykke, begynder at pudse sine briller, studerer tilfreds resultatet, før hun sender mig et inspicerende blik. Om det er fordi jeg drak af flasken før, eller fordi jeg netop har tændt mig en smøg, ved jeg ikke, men hun har åbenbart besluttet sig for, at jeg er god nok.

  Hun sukker næsten uhørligt.

  "Anja er min søsters datter, men jeg tænker altid på Anja som min anden lille pige."

Hun ser på den smilende pige på skolefotoet.

  "Anja var sød og sjov, og minder mig om Pippi Langstrømpe. Samme snuhed, mod og opfindsomhed, men langt kønnere. Det er hende selv, der har sat fotoet op. Vi skulle have været i biografen, men jeg var fortravlet og glemte desværre alt om den aftale. Et par dage efter kom hun ind med et yderst lukket ansigtsudstryk. Hun spankulerede lige forbi mig med næsen i sky. Så satte hun fotoet midt på tavlen og sagde: 'Det er, så du husker, at du har en niece! Og det er hende der på billedet, at du ved det.' Et længselsfuldt blik og et lille smil.

  Det kribler i mine fingre for at fiske min Moleskine op ad baglommen, men jeg ved instinktivt at enhver noteren vil lukke festen.

  "Anja var et ønskebarn, og de første år var helt efter bogen. Det første smil, ondt for tænder, feber, det første ord, det første skridt. Jeg stod på sidelinjen, havde travlt med min egen datter Lena, men passede hende nu og da, når Fiona og Frank skulle ud. Anja og Lena blev nærmest uadskillige." Fiona, Antonia. Så er det med den italienske afstamning nok rigtig. Jeg læner mig umærkeligt lidt tilbage og historien ruller frem som en lang film af lidt dårlig kvalitet, hvor lyden runger lidt falsk, og billederne skiftevis står meget skarpt og let diffust.

Del siden