Og Mies bogrum er, for anden gang (nogensinde), klar med en slags julekalender, der er helt vildt nem at snyde med - uden at det bliver opdaget. 😲
Kalenderen giver igen svar på, hvad man giver livs-tvære onkel Bent, der mest af alt hænger på Bennys Bodega og taler om dengang, det hele var en anden tid - Og gaven til Moster Grethe, der godt kan lide at udfordre sig selv, men er faret vild i selvhjælpsbøgerne. Ja, du får hele 24 fine julegave-bogtips til en række mere eller mindre kendte arketyper. Nogle vil du kende fra sidste års kalender, og nye er kommet til.
Et lile tip: Hvis du undervejs falder over en bog, der ser helt vildt spændende ud og tænker: Den gad jeg godt læse. Så kan du SELV ønske dig den! Yes😉
Her får du en julegaveide for hver dag indtil juleaften. Jeg har igen lagt mig i selen og prøvet at komme i tanker om næsten alle typer, man kunne tænkes at fejre jul med. Du kan snuppe en idé daglig - eller høvle hele balladen igennem på én gang. Jeg ønsker dig hermed en glædelig og fredfyldt december.
* 1. DECEMBER * 'Verdens bedste ideer og et par sygt dårlige' er til Storm på 10 år, der er begyndt at interessere sig for alt mulig sjov fakta og synes Jakob Riising styrer for vildt (og det gør han). Her møder Storm gutten, der opfandt toiletpapiret og Ignaz fra Ungarn, der fik den fremragende ide, at læger skal huske at vaske hænder imellem to operationer på hospitalet.
* 4. DECEMBER * Gaven til onkel Peder, som har næsten alle i samlingen. Jo, den lever endnu - den gode gamle Svikmøllen. Den første udkom i 1914, hvor det især var Gullashbaronerne, der stod for skud. Svikmølle kommer fra brætspillet mølle, hvor man har tre brikker på stribe og hele tiden kan danne ny mølle. Overført bruges svikmølle om den ene uheldige begivenhed, der følger den anden. Ifølge et par vittighedsvidner :-) skulle den vitterlig være sjov igen i år.
* 7. DECEMBER * Velkommen til museet. Den er til 12-årige Ursula, der nørder lidt med rumviden og hvis idol er Anja Andersen (ikke håndboldspilleren men astrofysikeren, der også skriver om universet). Der findes 3 andre i serien: Animalium, Dinosaurium og Botanicum. Fælles for dem er de smukke 'tavler' - Det er som at træde ind i et klasselokale fra 50'erne. Så måske farbror Peder kigger interesseret med over skulderen.
* 10. DECEMBER * Til din historieinteresserede kone Ella - (Bella Ella som du i spøg kalder hende) der iøvrigt har sunde interesser som et godt glas rødvin og museumsbesøg. Det er dog ikke forudsætninger for at kunne læse bogen, som er et gribende psykologisk portræt af en usædvanlig politisk begavelse, nemlig Margrete I, som titlen antyder. En fascinerende historie - en fortælling om middelalderens Norden, om ensomhed og drift, kærlighed, tro og overtro.
* 13. DECEMBER * Ha, ha den er sjov. 'Kaptajnen og æren' er til politisk interesserede mellemleder 46-årige Jesper, der igen i år trænger til et skævt gryntegrin. En ny kaptajn skal vælges på det gode skib Æren. Skibets mest irriterende person, manden med den gule fjer, råber straks op om at han skal vælges. En del af passagererne stemmer på ham i trods, nogle fordi der bare skal ske noget nyt og fordi, han altid siger præcis, hvad han tænker. Den højtråbende, grænseoverskridende mand bliver valgt. Og straks går alt galt på skibet. Jeg vil ikke spoile men bare sige, at Jesper hurtigt gætter, hvem historien i virkeligheden handler om.
* 16. DECEMBER * 'Historieorkesteret -De fire årstider' er genialt til lille tonedøve Isabella på 5 år, der synger larmende med på sin egen fødselsdagssang. Her kan hun lære lidt om nuancer i musikken og måske tilegne sig lidt musikalitet. Hun følger en anden lille pige, der sjovt nok også hedder Isabella. Hun og hendes hund, Yoyo, tager på en spændende tur gennem forår, sommer, efterår og vinter på bare én enkelt dag. Og hun hører, hvordan Vivaldis musik fra De fire årstider giver historien ekstra liv. Og lyden er helt okay. Det er generelt ikke længere en straf for forældrene, at deres barn har fået en bog med lyd :-)
* 19. DECEMBER * '22 ture i København som du skal på' er til kulturelle Ida netop fyldt 38 år, der godt ved at København er meget andet end Rundetårn og Tivoli. Bogen byder på nogle spændende turforslag. Hun vil ikke indrømme det, men hun vidste faktisk ikke, at der fandtes en russisk kirke og et medicinsk museion og undrer sig over stavemåden i sidstnævnte. Hun vil glæde sig over bogen og glæde sig til at guide sin kæreste rundt på en af ruterne og flashe sin nye viden og de fede Timberland vinterstøvler, hun også får juleaften.
* 5. DECEMBER * 'Sandheden om stress' er til småstressede Vera på ca. 47 (og en del andre). Den er ved at udvikle sig til en bestseller – måske fordi den har en brugbar sådan-gør-du-det. Man lærer, hvordan man selv kan finde sin personlige grænse for, hvornår stress er sundt eller giftigt – og hvorfor den grænse kan variere fra person til person. Bogens praktiske del viser, hvordan man med nogle simple daglige øvelser kan forebygge og behandle stress - uden brug af medicin.
* 8. DECEMBER * Mormor Ilse skal igen have en perlebog i forjulegave. Anja Tackas Perletid er spritny og igen farverig og spændende. (Husk tilhørende HAMA-perler!) Så kan Ilse decemberhygge med børnebørnene og kreere fine julegaver. Jeg kommer til at gentage mig selv: Tro mig, der er sket noget nærmest forunderligt siden de psykedeliske perleplade-rædsler fra 70'erne.
* 11. DECEMBER * Til søster Maya på 31, hvis liv er for kort til ligegyldige biografier om ligegyldige mennesker. Alene titlen og indledningen ... Der venter Maya en magisk oplevelse. Laterna Magica er filmskaberen Ingmar Bergmans selvbiografiske værk. Han skildrer vejen fra ulykkelig præstesøn til verdensberømt filmskaber med en personlig oprigtighed af næsten kynisk karakter. Bogen kan læses som en nøgle til Ingmar Bergmans kunstneriske virke, og er en fascinerende fortælling om en barsk opvækst og et vildt kunstnerliv.
* 14. DECEMBER * Og så til en helt anden slags kaptajn. Kunne du lide mine kartoffelhistorier (fra d. 23. april 2020 under 'siden sidst'), så er 'Kaptajnen og Ann Barbara' måske en du skal ønske dig. Her kommer du nok et par spadestik :-) dybere i historien omkring kultivering af den jyske hede - og muligvis et litterært trin op :-). Året er 1754. Kaptajn Ludwig von Kahlen er kommet for at betvinge vinden og sandet - en slags western fra den jyske hede fra dengang landet endnu skulle erobres, om en indædt og kompromisløs mand og om den kvinde, der bliver hans allierede.
* 17. DECEMBER * Til spirituelle tante Angela, er der denne lille, smukt illustreret bog 'Engle' af Kirsten Skaarup. Her fortæller hun om det himmelske hierarki, om ærkeenglene og deres forbindelse til planeter, stjernetegn etc. Der krydres med citater fra fortid og nutid, der belyser skiftende tiders syn på kærlighedens budbringer. Der er også netop udgivet en anden lille bog om ærkeengle - Den hedder 'Engle er ikke bare julepynt'. Sidstnævnte kan pt købes i Vanløse Bog&idé. De ligner hinanden en del, så hun skal ikke have begge to. Vælg den, du synes bedst om.
* 20. DECEMBER * Jep - den er til livstvære onkel Bent. (Ham der hang lidt fast i fortiden og på Bennys Bodega). Selvom Brøndby har skuffet noget, holder man ikke bare op med at være Brøndby fan. De er heldigvis ved at komme på banen igen, og så er der pænt mange billeder af ham og gutterne fra Bodegaen i bogen, så den skal nok tage kegler ved det runde stambord, hvor der gudskelov stadig må ryges. Der er muret en falsk væg op for at få rummet ned på magisk 40 kvadratmeter :-)
* 3. DECEMBER * Krimi-Bente, der har læst alle danske krimiforfattere og gerne træder ind i Boghandlen og siger "OVERRASK MIG" (og alligevel bliver sur, når man siger BØH) vil blive glad (og overrasket😊) over denne anderledes krimi 'Tredive dages mørke', der udfordrer klicheerne – og samtidig selv leverer et par af slagsen, men dette gjort med god ironi. Det er på én og samme tid både klodset, elegant, humoristisk og overraskende. Kan kun anbefale den.
* 6. DECEMBER * Fed flapbog. Primært til søde opvakte Ida på 3 år, men også til voksne, der ikke er helt opdaterede på spørgsmål som hvorfor ulve hyler (Nej, det er ikke den med, at de har sat sig på en kaktus) og hvor mange ben et tusindben egentlig har. Ingen lange omveje eller forsøg på mystiske cliffhangere. Næ ... Løft flappen - Find svaret.
* 9. DECEMBER * Der er kommet en ny MEGET stor sansebog. Det er den, der er så stor at 1-årige Emma kan bruge sig selv som bogmærke. Eller bare gemme sig under en af filtflapperne for at lave fis med mor ;-) Den fylder knap en kvadratmeter udslået. Af andre kvaliteter kan nævnes de fine tegninger og alle de rør- og føl-aktiviteter den byder på.
* 12. DECEMBER * Mormor Ilses december-gave til sig selv. (Hun vidste nemlig ikke, at hun også fik perlebogen). Nu har hun inviteret barnebarnet Karla på 10 år til en hyggestund. De skal lave fine sten-julegaver og drikke kakao med flødeskum. Hun har også investeret i en pakke stentusser og limlak, som den søde boghandler hjalp hende med at finde :-).
* 15. DECEMBER * 'Verdens bedste bedste' er til Lone, som netop er blevet mormor og skal vænne sig til sin nye identitet. Hun skal nu til at sætte sig ind i, hvad hundene fra Paw Patrol hedder og prøve at forstå, hvad særligt der er ved Gurli Gris. Dét at blive bedsteforælder er i dag noget andet, end det var engang. Man er stadig aktiv: arbejder, rejser, vinterbader (jo, nogle gør) og bestiller endagsbillet til Copenhell. En humoristisk bog om, hvad der sker med dig og dit spejlbillede, når du er blevet bedsteforælder. (Inklusiv et supertip til dig, der generøst rådgiver og vejleder dit voksne barn:-)
* 18. DECEMBER * Til Simon på 21, der gerne vil lære noget om penge og ansvar. 'Investér i livet' giver ham en værktøjskasse til at blive en sikker vinder på aktiemarkedet – enkelt og ansvarligt. Alle kan lære det, og det kræver ikke store beløb at få pengene til at arbejde for ham – 500 kroner om måneden er en god begyndelse. Lev & tænk enkelt-filosofien handler om at skære ned på sit forbrug og i stedet investere sine penge. På den måde skaber man en pengemaskine, der over tid kan give luft i økonomien og dermed mere frihed.
* 21. DECEMBER * Til selvhjælps-Grethe, der virkelig trænger til en ned-i-kroppen-oplevelse. Hendes hjerne summer over, og hun stresslæser alt på krop-og-sind-hylden. Skønt 'Et bedre jeg' af Powell var lidt af en øjenåbner (Den vi gav hende sidste år), er der ingen vej uden om denne bog. Bodyfulness er nærværstræning på en ny måde - mere kropslig og mere livfuld. Karina Helsted Moe udfolder principperne i et helt nyt system. En livsvej, der hjælper Grethe til at komme væk fra tankemylderet og ned i kroppen.
* 22. DECEMBER * Og så til en meget grum gidselhistorie. I 1990 invaderede irakiske soldater på befaling af diktator Saddam Hussein oliestaten Kuwait og indlemmede landet i Irak. 'Det sidste gidsel' er til farfar Jørgen, der tydeligt husker da Anker Jørgensen rejste derned og fik 16 gidsler med hjem. Han vil gerne have genopfrisket historien med det sidste gidsel, Mogens Pedersen, der blev smuglet ud af Irak. En voldsom og spændende historie, der fyldte meget i medierne.
* 23. DECEMBER * 'Da Boris fik gæslinger' er en skøn lille fortælling til 3-årige Lukas - meget nuttet illustreret. Det er historien om en lille vranten bjørn, der udfordres med en flok kærlige gæslinger. Kærligheden er i starten ensidig, men lur mig om ikke (SPOILERALERT!!!) det bli'r næsten gensidigt :-)
* 24. december * Næh, hvad er nu det. Hvem skal have dem? Ja, det kunne være mandelgaven, eller værtindegaven, den lille ekstrating, eller den gave alle slås om i pakkelegen ;-) 'Story go vol I og II' kan bestilles under Story to go eller via kontaktformular. Indpakket (eventuelt signeret) og tilsendt for 120 kroner :-) Bliver du ved med at tage os som gidsler med dine 'to-go-sager', spørger du. Øh, Ja det gør jeg. Indtil mit oplag er solgt eller min nye roman er klar :-). Og jeg synes trods alt ikke, det er helt så slemt som føromtalte gidselssag.
Håber der var en idé eller to du kunne bruge. Tak fordi du kiggede med🙂.
GOD JUL