Nyt fra værkstedet 24. maj 2020

Det er længe siden jeg har skrevet noget her. Jeg mistede modet en smule, fordi det er så svært, at komme gennem forlagsnåleøjet. Skønt jeg har fået ros for min roman fra hæderkronede forlag, mangler der altid lige det ene og det andet, og der kastes rundt med begreber som krydsklip, kunstnerisk niveau og andre fine ord. 

For lang tid siden begyndte jeg at skrive Story to go i et forlagslimbo* og valgte at udgive selv. Så er der nemlig ingen ventetid eller nejhatte. 

Story to go Vol. I og II udkomer nu både som fysiske bøger og e-bøger. (Vol. I blev udgivet som e-bog i 2019).

Når du går ind til din boghandler og siger: "Jeg vil gerne ha' Story to go Vol. I og II", kigger han skeptisk på dig. "Har aldrig hørt om dem," siger han så. Når han søger bøgerne på skærmen og ser, at det er fra BoD, advarer han dig sikkert og siger, at de skal forudbetales og ikke kan byttes. Så skal du bare sige til ham, at du ved, der er en ret god historie om en ældre grumpy boghandler i Vol. II, som du ikke vil gå glip af. "Hm," siger han så og bestiller bogen til dig. "Der kan gå op til en uge. " Du nikker ivrigt og smiler glad, bare du ved, dine Stories er på vej til dig😀

Rundt om mit skriveri

Går det godt med din bog?

Noget nyt? 

Skal den ikke snart udgives? 

Heldigvis er jeg omgivet af mennesker, der interesserer sig for, hvad jeg render og laver.

Og de meget korte svar på ovenstående er ja måske, ja måske og jo, det håber jeg.

Hvis du har lyst, kan du læse om min proces med at skrive og udgive en bog.  

Eller du kan kigge på mine Story to go, der er udkommet som bog og e-bog.  Disse små historier og underlige digte begyndte jeg at skrive, da jeg befandt mig i det, jeg kalder forlagslimbo*.

(*Forlagslimbo = den tid der går, fra man har sendt sit romanmanuskript, til man får afslag/jatak. I den tid kan man ikke arbejde på det indsendte manus og må derfor futte rastløst rundt, indtil man får svar, ELLER man kan kaste sig over et andet projekt, som jeg valgte at gøre. )  

Del siden